Hvad er farligt for pindsvinet?
Fjender
Pindsvinet har ikke mange fjender. De fleste rovdyr gider ikke stikke sig på piggene og holder sig derfor væk. Ræv, grævling og husmår kan finde på at tage levende pindsvin, men som regel vil de kun spise pindsvin, som de har fundet døde. Grævlinger kan godt åbne et sammenrullet pindsvin med deres stærke kløer. Det eneste rovdyr, som spiser mange pindsvin, er den store hornugle.
Den sluger også nogle af pindsvinets pigge. Det er mærkeligt, at uglen ikke får piggene i den gale hals.
Stor hornugle
Ihjelkørt pindsvin. Foto: Sussie Pagh.
Pindsvinet og trafikken
Pindsvinets værste fjende er faktisk bilen. Pindsvinet ruller sig sammen og rejser børster, når det bliver bange for bilerne. Det skynder sig ikke over vejen som andre dyr. Derfor bliver mange pindsvin kørt ned. Hvert år dræbes 50.000-80.000 pindsvin på de danske veje. Efterhånden bliver der flere og flere biler og flere og flere veje. Det gør det endnu farligere for pindsvin at krydse vejene. Selvom det er sørgeligt, at mange pindsvin bliver kørt ned, er pindsvinet ikke en truet art. Pindsvin er stadig almindelige over hele Danmark.
Pindsvin og haveredskab. Foto: Sussie Pagh.
Ulykker i haven
Pindsvin kan drukne i en havedam eller falde i et hul med stejle kanter. Man kan lægge brædder eller sten i kanten af have-bassinet, så pindsvinet kan kravle op. Dybe huller skal dækkes med et bræt. Pindsvin kan vikle sig ind i net til tennis eller fodbold. Net skal tages ind om aftenen, ellers skal man hver dag holde øje med, om der sidder dyr fast i dem.
Man skal passe på ikke at ramme et pindsvin med greben eller skovlen, når man vil flytte en busk eller en kompostbunke. Der kan gemme sig et pindsvin i den. Når man laver bål, skal man se efter, om der ligger et pindsvin i grenbunken, før man tænder bålet.