Ører - og hvad de hører

Natur og Museum, 50. årg. nr. 3, 2011. 36 sider.

Dette hæfte indgår i emnepakken Tværgående emner III.

Hvad er lyd?
Hvordan måles hørelse?
Hvordan og hvad hører dyr?
Hvirvelløse dyr.
Krebsdyr og blæksprutter.
Insekter.
Hvirveldyr.
Fisk.
Fra vand til land.
Fra kæbeophæng til høreknogle.
Padder.
Krybdyr.
Fugle.
Pattedyr.
Støj.
Supplerende læsning.

Vi er omgivet af lyd døgnet rundt, og der har sikkert været lyde lige så længe, Jorden har eksisteret – lyden af stille, silende regn såvel som af vulkaners tordnende rumlen. Dette hæfte handler om, hvad lyd er, hvad mennesker og dyr kan høre, og hvordan høreorganer har udviklet sig i løbet af evolutionen. Hos alle dyregrupper er det sket efter de forhåndenværende søms princip, dvs. ved en videreudvikling af strukturer, som oprindeligt havde en anden funktion.

Lyde fik betydning fra det øjeblik, nogen kunne høre dem. I modsætning til visuelle signaler har lyde den fordel, at de fungerer i mørke og kan løbe om hjørner og således sætte et dyr i stand til at høre fx en fjende eller et bytte på lang afstand. Jægeren såvel som den jagede ville have stor fordel af at kunne høre. Hvornår dyr udviklede den evne, ved man ikke, men det er sikkert sket tidligt ud fra en evne til at kunne opfatte vibrationer.

Undersøgelser af nulevende arter kan fortælle noget om, hvad dyrene hører, og om udviklingen af deres høreorgan. Ikke alle dyr, der udsender lyd, kan selv høre. Det gælder bl.a. mange krebsdyr. Det omvendte gør sig også gældende. Blæksprutter siger ikke en lyd, men nogle af dem kan i hvert fald høre. Man har fx konstateret, at en bestemt blæksprutteart tiltrækkes af en tone på 600 Hz – hvilket i dag udnyttes i kommerciel blækspruttefangst i Japan.

Hæftet er spækket med spændende og til tider mærkværdige eksempler på dyrs tilpasninger til at kunne høre. Da fiskene gik på land for 375 mio. år siden, var de nærmest døve. Det blev afhjulpet ved udviklingen af et mellemøre med øreknogler, der oprindeligt var gællestrukturer. Da pattedyrene igen gik i vandet som hvaler, måtte høreorganet påny tilpasses vandlivet. Hos tandhvaler resulterede det i, at lyden transmitteres til øret gennem underkæben.

Til slut i hæftet omtales menneskeskabt støj – et stigende problem, som plager såvel dyr som mennesker. Menneskeskabt støj ligger oftest i den dybe ende af lydspektret. Det har fået nogle fuglearter til at flytte deres sang op i et højere toneleje. Værre er det, at især vandlevende dyr som hvaler og blæksprutter kan få høreskader af støjen, hvilket bl.a. har ført til massestrandinger.

Andre har kigget på

Relaterede varer