Knogler
Denne samling falder ud i to naturlige undersamlinger: Den recente knoglesamling og den kvartærzoologiske knoglesamling.
Den recente knoglesamling indeholder tæt ved 3400 registrerede præparater. Heraf er langt hoveddelen pattedyr (2100), hvor den danske fauna er velrepræsenteret og i særdeleshed de danske mårdyr. Af udenlandske præparater kan nævnes en større andel af afrikanske pattedyr, som museet indsamlede på ekspedition i 1947-48. Fuglene er også godt repræsenteret (1100) og indeholder bl.a. Ella Adelholdts store brystbens samling. Det resterende materiale dækker krybdyr og padder, med en overvægt af udenlandske slanger og skildpadder samt et mindre antal skeletter af fisk.
Den kvartærzoologiske knoglesamling indeholder 500 præparater. Materialet stammer fra Kvartærtiden, hvilket også giver samlingen sit navn. Kvartærtiden strækker sig 2,6 millioner år bagud, men samlingen indeholder primært fund, der stammer fra den sidste mellemistid (Emm-mellemistiden), den sidste istid (Weichsel-istiden) og tiden efter den sidste istid (Holocæn). Tilsammen giver det en periode på omkring 130.000 år. Knogler af yngre dato hører hjemme i den recente knoglesamling.
Geografisk stammer knoglerne fra Danmark med meget få undtagelser. Knoglerne er fundet enten i naturlige geologiske aflejringer eller i menneskeskabte affaldslag og fundet ved gravning af grøfter, moser eller når de vaskes op på stranden. Hovedparten af vores materiale er fundet ved et rent tilfælde og museet har været heldige nok til, at folk har indleveret hvad de har fundet. En mindre del af samlingen stammer fra arkæologiske udgravninger, bl.a. materialet fra en amatørudgravning ved Viby, hvor der har ligget en stenalderboplads. I dag er der en motorvej.
Samlingen består hovedsageligt af klovdyr som krondyr, elge, rensdyr, urokser og rådyr, men indeholder også knogler af både mammutter og mennesker. Kurator for knoglesamlingerne er Christina Vedel-Smith.