Information om projektet

Hvorfor rewilding?

Rewilding betyder genforvildning - at slippe kontrollen med naturen og lade naturlige processer udspille sig så frit som muligt. Man kan begynde hjemme i haven med at lade græsset gro eller lade være med at luge ukrudt. Man kan lade drængrøfterne sande til og genskabe den naturlige hydrologi. Eller man kan lade skoven vokse vildt og træerne blive gamle, dø og vælte ned i skovbunden. Alt dette kaldes passiv rewilding eller lænestols-rewilding: Man sætter sig på sine hænder og lader naturen finde vej. 

Men selv om man lader naturen passe sig selv, mangler vi overalt i verden en ingrediens, som ellers har været til stede i millioner af år: De store dyr! Inden mennesket kom til, var naturen nemlig propfyldt med store dyr, som spillede en fuldkommen fundamental rolle i økosystemerne, både gennem græsning, bid, slid, gødning og ådsler. Vores arv til fremtidens palæontologer er, at nærmest alle de store dyr forsvandt fra verden i vores tidsalder. Men naturen har ikke glemt de store dyr: En natur uden store dyr er en amputeret natur, og mange af de arter, vi i dag prøver at bevare i verdens økosystemer, er således helt afhængige af de store dyrs aktiviteter. Derfor handler rewilding i høj grad også om at introducere bestande af store dyr i naturlige tætheder. Det kaldes trofisk rewilding - at forvilde ift.  fødesøgning og fødekæden (trofi: hvad man æder). Man kan rewilde i toppen og indføre toprovdyr, men mindst lige så vigtigt er det at indføre de store planteædere, dvs. niveauet lige over planterne. 

Der er bare ikke let at leve med naturlige tætheder af store dyr. De bliver nemlig ikke i naturen, de går også ind i folks haver og ikke mindst ud på landmandens marker for at æde de lækre næringsrige fødekilder, som vi ellers dyrker til os selv. Ydermere går de ud i trafikken. Alle steder på "den frie vildtbane" reguleres bestandene af store dyr derfor nedad. Kun helt lokalt, fx hvor fred og ro får mange krondyr til at opholde sig en stor del af tiden på et bestemt areal, vil man kunne opleve noget, der ligner en naturlig påvirkning fra de store dyr. 

I dag lever vi en verden, hvor planter nemlig gror meget bedre end dengang for 100 år siden, hvor Molslandet var åbent og udpint: Nu til dags er der mere CO2 i atmosfæren, temperaturen og nedbøren er steget, og endelig er den luftbårne næringsstof-tilførsel steget voldsomt. Alt i alt indebærer det, at verden bliver grønnere.

Bundlinjen i den danske natur er, at planterne gror vildt og voldsomt pga. varme, vand, næringsstoffer og CO2. Og at de store dyr mangler i naturlige tætheder. Det første er svært at gøre noget ved, men naturlige tætheder af de store planteædere kan opnås, hvis man adskiller naturarealerne fra produktionsarealerne. Det gør man med hegn. Det næste, som man må adressere er, at bestandene skal være bestemt af arealets bæreevne og ikke af, hvad vi mennesker synes. Bæreevnen vil primært være reguleret af fødetilgængeligheden og territorialitet - det kalder man bottom-up, nedefra og op - men den kan også være reguleret ovenfra og ned, top-down, hvis der er rovdyr tilstede. Rovdyr påvirker især tilvæksten, idet de tager mange unge dyr, men rovdyrene kan også påvirke bestandene ved at regulere, hvor dyrene opholder sig hvornår. Fx kan rovdyrene opholde sig nær de bedste græsningsarealer, hvorved planteæderne må finde andre og dårligere græsgange. Det kalder man "landscape of fear".

I den klassiske naturpleje fodrer man dyr (eller tager dem på stald) om vinteren. Man øger altså vinteroverlevelsen af dyrene, og dermed opretholder man en kunstigt høj sommerbestand af store planteædere. Disse dyr vil ofte gå hårdt til sommerens blomster og dermed konkurrere med fx bestøvende insekter om føden. Det er derfor vigtigt, at bestanden får lov til at tilpasse sig arealet - at den får lov til at udvikle sig, uden at mennesker kunstigt opretholder for høje bestandstætheder.

Rewilding Mols

På Molslaboratoriet er der siden slutningen af 1960'erne blevet udført videnskabelige eksperimenter med naturforvaltning. Der er blevet eksperimenteret med gyvelbekæmpelse, med fåregræsning, høslæt, pløjninger og kreaturgræsning i allehånde kombinationer. I mange år var ambitionen at opretholde det "gamle" Mols Bjerge-udtryk med sandskægs- og lyngheder, men uanset hvad vi gjorde, konstaterede vi, at det var én lang kamp mod naturen. Samtidigt iagttog vi også en stadig erosion af biodiversiteten på arealerne - arter som sortplettet blåfugl, rødlig perlemorsommerfugl, gråbåndet bredpande, overdrevsløber, matsort jordløber, hyldegøgeurt, almindelig månerude og bakkegøgelilje forsvandt alle i løbet af perioden 1960-2000.

Alt dette tog vi op gennem 10'erne bestik af på Molslaboratoriet. Arealet havde været opdelt i en lang række forskellige parceller, nogle vintergræssede, andre sommergræssede, nogle uden græsning, nogle med høslæt eller pløjning - og rigtig mange med maskinel bekæmpelse af gyvel. Det var helt klassisk naturpleje, hvor vi lagde plan efter plan for naturens udvikling. Nogle gange virkede det, men mange gange virkede det ikke. Gyvel bredte sig voldsomt, blomster blev fortrængt af græs, og vi følte hele tiden, at vi skulle kæmpe mod naturen. Der var intet perspektiv i det, vi gjorde, og som vi havde gjort gennem årtier.

Vi gav op. I stedet besluttede vi at lade være med at kæmpe mod naturen længere. Nu måtte naturen arte sig, som den ville. Men først ville vi give den amputerede natur nogle af de tabte "lemmer" tilbage, nemlig med en bestand af store planteædere (heste og kvæg), som er oprindeligt hjemmehørende i Danmarks natur. 

Den nyoprettede Danske Naturfond blev derfor søgt om støtte til et rewildingprojekt. Projektet indebar etablering af et nyt tretrådshegn omkring 120 hektar af Molslaboratoriets i alt 150 hektar naturarealer, låger til offentlig adgang, færiste i offentlig vej samt indkøb af i alt 12 Exmoor-ponyer (+ hingst), som skulle supplere græsningen med Galloway-kreaturer. Ydermere var dogmet, at den hidtidige tilskudsfodring om vinteren helt skulle ophøre. Den Danske Naturfond bevilgede i alt 1,2 millioner kroner til projektet, som blev forberedt og gennemført gennem 2016, således at den endelige indvielse fandt sted ved et stort offentligt arrangement den 26. november 2016 – med deltagelse af omkring 500 gæster og med massiv bevågenhed fra pressen. 

I første del af projektperioden fyldte myndighedsbehandlingen meget, idet vi ikke på nogen måde kunne garantere, at vi ville opnå alle de tilladelser, som var en forudsætning for projektets gennemførelse. Men med gode råd fra advisory board og stor imødekommenhed fra myndighederne lykkedes det os at få alle dispensationer og tilladelser i hus, inden anlægsarbejdet gik i gang. 

Siden 2016 har Rewilding Mols kører efter ét eneste princip: Vi skal overholde de love, som et sådant areal og dyrehold er underlagt. Dyrene tilses hver dag året rundt. Hvis dyr er på vej til at mistrives, tages de ud af bestanden, men ellers finder der absolut ingen forvaltning sted. Der sker ingen bekæmpelse af opvækst, der foretages ingen særlige foranstaltninger til bevarelse af sjældne arter. Eneste tiltag på arealerne er opretholdelse af god køreadgang til ATV og dermed til dyretilsyn langs en række af stierne.