Vi kortlægger Danmarks padder og krybdyr
I 2015-19 gennemfører hjemmesiden www.fugleognatur.dk i samarbejde med Naturhistorisk Museum atlasprojektet Danmarks padder og krybdyr.
Projektet har til formål at kortlægge udbredelsen af de danske padder og krybdyr, for på den måde opnår vi en basal viden om, hvor i landet arterne findes, hvilke naturtyper de findes i, og hvornår på året de ses. Atlasprojektets store værdi ligger i dets anvendelse som sammenligningsgrundlag. Når det engang gentages, er det muligt at belyse de ændringer i fx udbredelse og tidsmæssig forekomst, der er sket i den mellemliggende periode. Det er ofte svært eller direkte umuligt at vide, om arterne er i frem- eller tilbagegang, hvis der ikke er et udgangspunkt, hvor man ved hvor udbredte arterne normalt er eller har været. Et projekt som dette giver således et klart billede af den aktuelle tilstand.
Her på siden kan du læse mere om atlasprojektet, lytte til tudse- og frølyde samt hente vores nøgle til artsbestemmelse af danske padder og krybdyr.
Har du spørgsmål? Kontakt gerne Hans Viborg Kristensen på hans@nathist.dk eller tlf. 40 27 13 73