Gedde
Esox lucius
Beskrivelse
Gedden kendes bedst på den langstrakte krop med det store hoved. Ryg-, hale- og gatfinne er rykket tæt sammen langt tilbage på kroppen, så de udgør et stort ”åreblad” – en klar tilpasning til at kunne accelerere hurtigt, når et muligt bytte kommer forbi.
Munden har underbid og er forsynet med uhyre mange tænder, hvoraf nogle kan lægges ned, så byttet lettere glider ind. Geddens gab kan spiles voldsomt op, så den er i stand til at sluge et ret så stort bytte. Gedden er virkelig designet til livet som et glubskt rovdyr.
Farven er mørk grønlig med gule pletter. Ungfisk har særligt mange pletter.
Gedden tilhører en lille, men gammel gruppe af fisk. Man har fundet 25 millioner år gamle fossiler med gedder, der fuldstændig ligner nutidens gedder.
Udbredelse
Gedden er udbredt i ferskvandområder i næsten hele Europa og Asien helt til Stillehavet samt i Canada og USA.
I Danmark findes den desuden i relativt ferske områder af Østersøen. Der er en lille selvstændig bestand ved Sydsjælland/Møn.
Levesteder
Gedden lever overvejende i ferskvand, hvor den kan træffes i næsten enhver type vand. Den trækker også ud i brakvand. I Østersøen findes der bestande, som aldrig kommer i ferskvand, men også gyder i brakvand.
Mindre gedder er meget tæt knyttet til vegetation, hvor de kan skjule sig for de større gedder. De går nemlig ikke af vejen for at æde egen art. De større gedder kan derimod træffes ude over den vegetationsfrie bund.
Gedden jager primært sit bytte ved hjælp af synet. Dens normale jagttaktik er at ligge på lur i vegetationen og vente, indtil et byttedyr kommer tæt nok på. Når angrebet sættes ind, skyder gedden frem i en lynsnar bevægelse og fanger byttet med sin store mund. Gedden er et meget effektivt rovdyr i klart vand, men i sommerens ofte uklare søer har den svært ved at fange sit bytte, fordi den ganske enkelt ikke kan se det.
Gedden er en vigtig art i forbindelse med forsøg på at genoprette næringsbelastede søers naturlige økosystem (biomanipulation), fordi den er effektiv til at fange karpefisk. Store gedder kan tage ganske store byttefisk. Karpefisk, fx skaller, lever af dyreplankton, som lever af planteplankton (alger), der på grund af massiv opblomstring i næringsbelastede søer skaber det meget uklare vand. Holdes bestanden af karpefisk nede, medfører det et større græsningspres fra zooplankton på planteplankton.
Biologi
I gydeperioden, som starter i marts, lige efter at isen er smeltet, opsøger gedden helst oversvømmede enge. Her gydes æggene i små portioner på 50-60 stk. over et stort areal. Der er normalt mange hangedder om en hun. Hunnerne er oftest meget større end hannerne, som da også tit bliver fanget og ædt af hunnen, når de har befrugtet hendes æg.
De små geddelarver sidder i et stykke tid fastklæbet på vandplanter, mens de lever af blommesækken, men de begynder snart at jage aktivt inde i vegetationen.
Geddelarverne lever overvejende af ganske små fødeemner de første par uger, men går hurtigt over til en diæt af insektlarver og fiskelarver. Senere består føden stort set af fisk, som dog for store gedders vedkommende kan suppleres med vandrotter, frøer, slanger og fugle. Gedden er imidlertid effektiv til at omsætte føden og vokser vældig hurtigt i vande, hvor den kan se sit bytte.
Foto: © AQUA