Laks

Salmo salar    

Beskrivelse

Alle laksefisk har en lille finne mellem ryg- og halefinnen. Den kaldes fedtfinnen, fordi den mangler finnestråler. Laksefiskene er torpedoformede og gode svømmere. Mange laksefisk yngler i ferskvand og vandrer ud i saltvand, hvor de kan leve i flere år. Når de skal yngle, svømmer de tilbage til det vandløb, som de oprindeligt kom fra. Laksens latinske artsnavn, salar, betyder springeren. Det er meget passende, for når laksen svømmer op i vandløbene på sin gydevandring, kan den forcere meget kraftig strøm og springe over vandfald, der er op til fire meter høje.

Laksen kan kendes fra andre laksefisk på 11-14 store skæl, som sidder på en række fra fedtfinnen til sidelinjen. Ørreden har her 14-17 skæl. I den nordiske mytologi fortælles der om Loke, som på et tidspunkt skabte sig om til en laks for at undslippe Thor. Thor greb dog blot Loke om haleroden og holdt ham fast. Laksens halefinne er nemlig så stiv i de forreste finnestråler, at man nemt kan holde den med et greb om haleroden. Det går ikke med en ørred.

Af lignende arter kan nævnes ørred, der som nævnt kan skelnes på antallet af store skæl mellem fedtfinne og sidelinje, regnbueørred, der har prikker på halefinnen, cutthroat-ørred, der har prikker på halefinnen og en orange stribe på undersiden af underkæben, og fjeldørred, der har 17-23 skæl mellem fedtfinne og sidelinje.

Udbredelse

Laksen er udbredt i Nordatlanten og gyder i Europa fra Spanien til Petjora i Rusland. Den findes også i Østersøen, i Grønland og i Nordamerika. Laksen er blevet udsat flere steder på den sydlige halvkugle.

Levesteder

Laksen vokser op i vandløb, hvor den foretrækker lavvandede, stenede partier med god strøm. Den kan dog også vokse op i helt rene søer. Når den har en længde på 8-14 cm, anlægger den en sølvskinnede dragt og begynder vandringen til havet, hvor den kan leve i flere år, inden den igen vender tilbage til hjemvandløbet for at gyde. I ferskvand optræder laksene enkeltvis, mens de i havet oftest strejfer omkring i mindre flokke. Ædevandringerne i havet er lange. Typisk tager alle laks en tur rundt om Island det første år.

Biologi

I ferskvandstadiet æder de unge laks smådyr som døgnfluer, slørvinger, vårfluer og tanglopper. I havet æder laksene mange krebsdyr, specielt lyskrebs, og forskellige slags fisk. Når den voksne laks igen går op i ferskvand, holder den op med at æde, indtil gydningen er overstået. Da de første laks vender tilbage til gydevandløbet op til et år, før de skal gyde, gennemgår de faktisk en ganske lang sultperiode, hvor de oven i købet skal danne kønsprodukter. De første laks, der vender tilbage til ferskvand, er da også usædvanligt fede og muskuløse og anses for de fineste spisefisk af alle laks.

Laksen er ganske usædvanlig blandt fisk, fordi den graver en gydegrube, som æggene lægges i. Æggene er store, op til 6-7 mm, og bliver lagt i november. De spæde larver kommer typisk frem i april. Laksen er meget kræsen med hensyn til gydepladser. Der skal være en ganske bestemt kombination af grusstørrelse og strømhastighed. En stor laks kan grave en halv meter dyb gydegrube, som er tre-fire meter lang og en meter bred, så der sker en voldsom omlejring af bunden. Netop dette forhold gør laksen til en nøgleart i vandløbsmiljøet. Laksens graveaktivitet fjerner nemlig det sand og mudder, der kitter stenene sammen, så der kan komme en vandstrøm ned i bundlaget. Derved kan alger, bakterier, svampe og fåcellede dyr, som i et lag dækker alle overflader i vandløb, brede sig ned i bunden. Det bevirker, at vandløbets selvrensende evne stiger voldsomt. Laksen er på den måde med til at sørge for gode forhold for sit afkom. Det er derfor vigtigt, at vandløbene har en bestand af laks eller andre store laksefisk. 

Foto: © Naturhistorisk Museum