Sandart
Sander lucioperca
Beskrivelse
Sandarten er det største medlem af aborrefamilien. Det latinske artsnavn lucioperca betyder geddeaborre. Sandarten minder da også lidt om en krydsning mellem gedde og aborre.
Sandarten ligner en langstrakt aborre, men den mangler den frie pig på gællelåget, og når den åbner kæften, kommer den helt store forskel til syne. Sandarten har STORE hugtænder forrest i undermunden.
Kroppen er grønlig, ryggen er noget mørkere end siderne, og bugen er lysegrå. Fra ryggen og ned over siderne løber 7-10 utydelige, mørke tværbånd. Øjnene er relativt store og har ofte et grønligt skær. Hunnerne bliver større end hannerne.
Sandarten minder om aborre, men denne har en fri pig på gællelåget og en kortere krop. Også hork ligner, men har udelt rygfinne.
Sandart anses for at være en af de bedste spisefisk fra ferskvand, og der er et stort fiskeri efter den overalt, hvor den forekommer. Smagen minder meget om aborre, men den er ikke helt på højde med aborrens smagsfylde. Dens store størrelse gør den langt mere velegnet til restaurationskøkkenet. Fangsten i Europa er stor, omkring 30.000 tons, og langt større i Rusland.
Udbredelse
Sandarten er en ferskvandsfisk, og den kan ikke klare så meget salt i vandet som aborren. Den er udbredt fra det nordøstlige Europa, ned gennem de østeuropæiske lande og østover indtil Aralsøen, hvor den fandtes, indtil søen blev for salt. Den er også blevet udsat mange steder, bl.a. i Frankrig og England.
Sandarten har muligvis været naturligt forekommende i Danmark i lindetid, som var en varm periode. Arten uddøde, men blev i slutningen af 1800-tallet introduceret i Haderslev Dam i Sønderjylland og er nu udsat adskillige steder i landet.
Levesteder
I forhold til aborren er sandarten kræsen med hensyn til levested, men den trives godt i lavvandede, varme søer med dårligt sigt i modsætning til gedden, som kræver klart vand for at trives. Sandarten benytter nemlig mest lugtesansen og sidelinjesystemet til at finde føde med.
Mindre sandarter opholder sig mest omkring vandplanter, mens større eksemplarer typisk står på stenrev og skrænter og i åerne i de dybe høller.
Biologi
Sandarten er mest aktiv om natten, og det passer fint med de store øjne. Den er glubsk og kan have en stor indflydelse på bestanden af karpefisk.
Gydningen er speciel. Den foregår om foråret typisk i maj måned, når vandtemperaturen er 12-15° C. Hannen finder et område, helst med fin grusbund og vandplanter, hvor han graver en gydegrube på nogle få centimeters dybde, typisk så vandplanternes rødder lige er blottet. Nu kan hunnen ankomme og lægge sine æg, hvorefter hannen befrugter dem.
Umiddelbart efter æglægningen forsvinder hunnen. Hannen bliver tilbage og forsvarer æggene og vifter frisk vand henover dem med brystfinnerne. Alle fremmede fisk jages konsekvent væk fra reden – også hunner af sandart. Han bliver ved gydegruben i den uges tid, der går, indtil æggene klækkes. Hunnen lægger mange æg. En lille hun på blot et kilo kan lægge 200.000 æg.
Sandarter fra et større område kan godt samle sig på et relativt lille areal for at gyde, og mange steder foretager sandarten over 100 km lange gydevandringer.
I Danmark er det ikke hvert år ynglen lykkes, formodentlig på grund af mangel på de små krebsdyr, som de nyklækkede larver skal leve af. Derfor ses det ofte, at en bestemt årgang dominerer bestanden gennem flere år.
De små larver lever det første stykke tid udelukkende af dyreplankton som dafnier og vandlopper. Derefter går de over til dansemyg og senere til større smådyr, og fra 1-årsalderen spiser de næsten udelukkende fisk.
Foto:© Naturhistorisk Museum
