Skrubbe
Platichthys flesus
Beskrivelse
Skrubben er en typisk fladfisk med en fladtrykt krop kantet af finner langs ryg og bug. Den har fået sit navn på grund af en række meget ru benknuder, der er særligt markante langs sidelinjen. Man kan nemt ”skrubbe” skindet af hånden, når man flår den.
De fleste skrubber er højrevendte, men omkring en tredjedel er venstrevendte. Holdes en fladfisk lodret med bugen nedad, vil en højrevendt fisk have begge øjne på højre side.
Undersiden (blindsiden = uden øjne) er ofte mere eller mindre plettet af samme farve som rygsiden. Skrubben kan nemt forveksles med en rødspætte, da mange skrubber har røde pletter. Hvis man stryger fisken let fra halen mod hovedet, mærker man dog straks forskellen.
De to arter kan krydse. Afkommet heraf kaldes for leps.
Udbredelse
Skrubben er vidt udbredt fra Petjorafloden i det nordligste Rusland til Sortehavet, Kaspiske Hav, Middelhavet og Afrika. Den er udsat i Aralsøen, hvor den nu er den eneste fisk. Arten kan vandre mange kilometer op i floder. Den var tidligere meget almindelig langs de danske kyster, men ses nu sjældent på lavt vand langs kyst, måske på grund af prædation fra skarv.
Skrubben findes overalt i de indre danske farvande fra Kattegat til Østersøen. Desuden findes der en god bestand i Vadehavet. I Nordsøen og Skagerrak er den relativt sjælden. Den findes ofte langt op i fjorde og vandløb.
Levesteder
Skrubben er en udpræget bundfisk. Den holder mest til på sand- og mudderbund, hvor den tilbringer dagen nedgravet. Den kan sagtens leve i ferskvand, men kræver saltvand med en saltholdighed på mindst 10‰ for at yngle. Skrubben er den fladfisk, som findes længst op i ferskvand.
Lavvandede fjorde og brakvandsområder er vigtige opvækstområder for ynglen. Skrubben er mere tolerant over for svingninger i temperatur og saltholdighed end den mere sarte rødspætte, hvilket gør den i stand til at udnytte områder, hvor rødspætten må give op.
Om sommeren søger skrubben ind på det lave vand ved kysten for at søge føde. Om vinteren går turen den anden vej, ud på dybt vand for at overvintre og gyde. I denne periode faster den.
Biologi
Gydningen sker fra midt på vinteren til det tidlige forår frit i vandmasserne på 20-100 meters dybde. Kun skrubberne i Østersøen gyder direkte på bunden i 2-22 meters dybde. Dette ses som en tilpasning til det ofte iltfattige bundvand, der opstår i Østersøens dybere områder. Hvis skrubberne gød deres æg i vandet her, ville de synke ned i det iltfattige bundvand og gå til grunde.
Æggene er pelagiske og er i øvrigt større i brakvand end i saltvand. De klækkes på ca. 10 dage ved en temperatur på 10° C. De fritsvømmende, 5 mm lange, nyklækkede larver ligner andre fiskelarver, dvs. de er ikke flade som de voksne fladfisk. Når larverne er 1 cm store, begynder det venstre øje at vandre op mod hovedets overkant, og larverne begynder at svømme med venstre side nedad. Når larven er 12-14 mm, er øjet nået helt over på den anden side af hovedet. Larven søger nu til bunden og lægger sig på venstre side, som bliver hvid, mens højre side bliver mørk.
De små skrubber søger ind på ganske lavt vand og kan træffes på blot 2-3 centimeters dybde.
Skrubben æder orme, krebsdyr, muslinger og snegle. De større eksemplarer tager også gerne tobiser, kutlinger og allerhelst hesterejer. Disse æder til gengæld gerne skrubbeyngel, hvis deres foretrukne føde, slikkrebs, er spist op af fredede vadefugle.
I ferskvand æder skrubben dansemyggelarver. I den varme periode, når der kommer tobis ind på lavt vand, kan man af og til se større skrubber jage dem aktivt.
Normalt er skrubben mest aktivt fødesøgende om natten, hvor den også typisk bevæger sig ind på lavere vand.
Foto: © Philippe Provencal