Toplettet kutling
Gobiusculus flavescens
Beskrivelse
Toplettet kutling er en lille fisk med en klassisk kutlingform, dvs. et bredt hoved, store brystfinner og kroppen, der smalner til ned mod halen. Toplettet kutling kendes på en tydelig sort plet på hver side af halens basis. Den voksne han en anden stor sort plet midt på siden under den forreste rygfinne, heraf navnet. Sidepletten er dog ofte vanskelig at se, da den let skjules af den store brystfinne.
Toplettet kutling har på ryggen to rygfinner. Den forreste rygfinne har 7 stråler, hvor de fleste øvrige kutlinger kun har 5-6 stykker. Begge rygfinner har rødlige længdestriber.
I yngletiden får hannen blåligt skær, men ellers er den mest grøn-brunlig. Farverne snyder ofte, da omgivelsernes farver reflekteres i kutlingens skæl.
Udbredelse
Toplettet kutling er vidt udbredt i det Østatlantiske område fra Nordnorge til Gibraltar. Udbredelsen er dog begrænset i Nordsøens sydlig og østlige dele. Toplettet kutling går ind i Østersøen langs den svenske østkyst og findes rundt om Øland.
I Danmark findes den overalt i de indre farvande, bl.a. i lystbådehavne.
Levesteder
Toplettet kutling er ikke så tæt knyttet til bunden som sandkutling. Den lever i små stimer i tangbæltet og ved store sten ned til max. 10 meters dybde. Den ses tit fritsvømmende i overfladen eller hvilende på undervandsvegetationen, hvor den er særdeles godt camoufleret.
Biologi
Toplettet kutling gyder om sommeren. Hunnen klistrer de pæreformede æg i klatter til brunalger, sten eller pæle, hvor de vogtes af hannen i 10 dage, indtil de klækker.
Den nyklækkede yngel opholder sig også frit i vandet ligesom de voksne. Efter gydningen dør de voksne fisk.
Toplettet kutling bliver kønsmoden allerede som 1-årig og bliver max. 2 år gammel.
Føden består mest af tanglopper, vandbænkebidere, kårer og fiskelarver.
Foto: © Philippe Provencal