Torsk
Gadus morrhua
Beskrivelse
Torsken er en prototype på en torskefisk med en meget tydelig hagetråd (skægtråd), tre rygfinner og to gatfinner. Halefinnen er lige afskåret.
Torskens hoved er stort, og den har et iøjnefaldende overbid. Øjets diameter er mindre end snudelængden. Farven er meget variabel – fra sølvskinnende til næsten som blankpudset kobber, afhængigt af levested. Langs kroppen løber en lys sidelinje.
Navnet torsk betyder egentlig tørfisk, idet man opbevarede torsken (stokfisk) ved at tørre den. Senere lod man torsken gennemgå både en saltnings- og tørringsproces og kaldte produktet klipfisk. Tørfisk og senere klipfisk har siden vikingetiden har været en vigtig eksportvare.
Udbredelse
Torsken er udbredt i hele Nordatlanten fra Nordvesteuropa over Grønland til Nordamerika. Den kan træffes på det lave vand ved kysten og ud på et par kilometers dybde. Torsken går langt ind i Østersøens brakvand.
Levesteder
Torsken kan leve både på lavt vand ved kysten og på de store dybder. Det er en rigtig koldtvandsfisk, der undgår de varme, lavvandede områder langs kysterne om sommeren.
Torskeynglen lever i de frie vandmasser, mens de store torsk i ret høj grad er bundfisk. De kan dog samle sig i stimer, der jager planktonædende fisk som fx sild.
Torskeynglen lever af plankton i de frie vandmasser, mens de voksne torsk mest opholder sig ved bunden.
Biologi
De nordligste torskebestande vandrer op til 1.000 km for at yngle. I forbindelse med gydningen samles torsken i store stimer.
Æggene gydes om vinteren fra januar til april. Som noget ret specielt for fisk svømmer hannen og hunnen med bugen mod hinanden op gennem vandsøjlen under gydningen. Det sikrer en særlig effektiv befrugtning af æggene, og den betyder, at klækningsprocenten for torsk er blandt de højeste for fisk.
Torsken gyder kun sine æg, når vandet er mellem 0 og 12° C, men den foretrækker en temperatur på 4-6° C. Æggene gydes i de frie vandmasser på 50-200 meters dybde. Æggenes overlevelse afhænger meget af ilt- og saltindholdet samt temperaturforholdene i vandsøjlen.
Efter gydningen stiger æggene op mod overfladen. Her flyder de omkring, indtil de efter 2-4 uger klækker. Larverne lever først pelagisk, hvor mængden af føde er størst. Efter 3-5 måneder søger torskeynglen ned mod bunden, og menukortet ændres.
Æggene stiger op til præcist det punkt, hvor kombinationen af temperatur og saltholdighed får vandets vægtfylde til at svare til æggene. Æggene flyder ved en saltholdighed over 10 ‰. Er den lavere, synker de til bunds. Jo varmere vandet er, des mindre bliver vandets massefylde og dermed bæreevnen. Vands massefylde er størst ved 0-4° C.
Hvis saltholdigheden er lavere end 10 ‰, som fx i det ferske overfladevand i Østersøen, vil æggene ikke nå helt op til overfladen, men flyde lige under grænsen mellem det ferske overfladevand fra kontinentets floder og det salte bundvand fra Nordsøen og Skagerrak. I varme somre vil Østersøens salte bundvand ofte lide under iltmangel, og det kan føre til, at torskens æg dør.
Torskeyngel æder zooplankton. Efterhånden som ynglen bliver større, tager den også bunddyr. De større torsk lever næsten udelukkende af fisk, fx tobis, brisling og sild. På menukortet er stor set alt, hvad torsken kan gabe over både af krabber, rejer, børsteorme – og andre småtorsk.
Skægtråden, der sidder under hagen, bruges i fødesøgningen. Den er besat med sanseceller, som kan registrere selv ganske små fødeemner.
