Agerhøne

Perdix perdix  

Beskrivelse

Agerhønen er en buttet, brunlig hønsefugl med kort hals og hale og korte ben. Ryggen er spættet, ansigtet er teglrødt og brystet er blågråt. Hannen har en stor, mørk plet på bugen. Vingerne er afrundede. Når agerhønen flyver, ses den rødbrune hale tydeligt. Agerhønen opdages oftest, når man om aftenen skræmmer en flok, som flyver op med larmende vingeslag og skarpe alarmkald. Trods den ret farverige fjerdragt er agerhønen utroligt godt camoufleret.

Udbredelse

Agerhønen yngler i hele Danmark. Dens udbredelse er mange steder, bl.a. i Skandinavien, i høj grad bestemt af massive udsætninger til jagtbrug.

Agerhønen har på grund af værdien som jagtvildt været forsøgt udsat uden for sit naturlige udbredelsesområde, bl.a. i Nordamerika, hvor den i dag findes i mange landbrugsområder.

Levesteder

Agerhønen holder til i det åbne land, men der skal også helst være egnede skjulesteder som buske og hegn. Den foretrækker områder uden høje træer eller andre høje genstande, som kan fungere som udkigsposter for rovfugle. Yngleområdet skal rumme insekter til ungerne, planteføde til de voksne, gode muligheder for at skjule reden samt bar jord til sandbadning.

Biologi

Agerhønsenes vinterflokke opløses i det tidlige forår, når hannen begynder at kalde for at tiltrække en hun. I slutningen af marts opretter parret et territorium, som forsvares over for andre par. Territoriets størrelse afhænger af fødemængden i området.

Hunnen skraber en fordybning i jorden til reden, som gerne skjules i et område med høje græstuer. Hannen holder vagt, mens hunnen alene tager sig af udrugningen af æggene. Æggene klækkes på samme tid, og kyllingerne bliver af begge forældre ledt til steder, hvor de kan søge føde. Under gode fødeforhold kan de blive flyvefærdige på 2-3 uger. Inden de har anlagt en beskyttende fjerdragt, er de meget sårbare over for dårligt vejrlig, og kombineres det med fødemangel, er deres chance for at overleve stærkt forringet. I den første tid må de jævnligt varmes af forældrene, når vejret er dårligt.

Voksne agerhøns lever helst af ukrudtsfrø, men den intensive, moderne landbrugsdrift har betydet, at ukrudtet næsten er forsvundet fra agerlandet. Nu må de i stigende grad supplere føden med korn. De første par uger lever kyllingerne udelukkende af småinsekter som bladlus og myrer og begynder derefter gradvist at gå over til planteføde. Landbrugets sprøjtemidler dræber mange af de insekter, som de små kyllinger skal leve af. Det er en af de væsentlige årsager til artens voldsomme tilbagegang.

Om vinteren lever agerhønsene af grønt i de vintergrønne marker. I vintre med megen sne kan det knibe for dem at få fat i føden, især hvis snedækket har en hård skorpe.

Ungerne holder sammen med forældrene om efteråret og gennem vinteren. Også fugle, hvis yngel er slået fejl, slutter sig sammen i flokke. Livet i flok har den fordel, at der er mange øjne til at holde øje med og opdage fjender i tide.

Foto:  Marek Szczepanek