Blishøne
Fulica atra
Beskrivelse
Blishønen er let at kende på sin hvide blis midt i panden. Den har desuden en sort, rund krop. Benene er kraftige og grågrønne med lange tæer. Den har ingen svømmehud, men tydelige svømmelapper på siderne af tæerne. Blishønen er ikke nogen særlig god svømmer.
Hanner og hunner ligner hinanden. Blissens størrelse afhænger af hormonproduktionen. Hvis en han mister sit territorium, falder hormonproduktionen, og blissen bliver mindre.
Ungerne er sorte med rødligt hoved og gul strube, og de mangler en blis.
Blishønen ligger højt i vandet ligesom en korkprop. Den svømmer med nikkende bevægelser og ses tit løbende hen over vandoverfladen, når den forsvarer sit territorium.
Udbredelse
Blishønen findes i hele Europa undtagen det nordlige Skandinavien og desuden i det nordlige Afrika og store del af Asien og Australien.
Blishønen yngler overalt i Danmark. I vinterhalvåret samles de voksne fugle sammen med vintergæster fra nord i inderfjorde og vige, hvor de kan ses i flokke på flere tusinde. Ungfuglene trækker til Vest- og Sydeuropa (primært Holland, Belgien og Frankrig) i september-oktober og vender tilbage ynglepladserne i februar-marts.
Levesteder
Blishønen foretrækker næringsrige søer og moser, brakvandfjorde og strandsøer med masser af vegetation langs bredden. Derfor forekommer den hyppigere i Øst- end i Vestdanmark.
Blishønen går tit på land for at græsse.
Biologi
Blishønen bygger rede i vandkanten. Æggene lægges i april og klækker efter godt tre uger. Ungerne fodres af forældrene i en måned og er flyvefærdige efter endnu en måned. I gode år kan blishønen udruge to kuld.
Har man blishøns i søen, skal de nok gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Hannen er meget territorial og forsvarer aggressivt sit revir mod såvel artsfæller som andre vandfugle. Forsvaret er både fysisk og lydligt. På lang afstand hører man artens karakteristiske kald ”kip” og plaskene, når de andre fugle forfølges hidsigt hen over vandoverfladen.
Blishøns lever hovedsagelig af vandplanter, men kan også spise muslinger, snegle, orme og insekter. En del af føden henter de på søbredden, og de ses tit græssende på tilstødende græsarealer.
Foto: © Naturhistorisk Museum