Bysvale

Delichon urbica                            

Beskrivelse

Bysvalen kendes på den helt hvide underside og den hvide overgump, som står i stærk kontrast til den sorte overside. Den har en aerodynamisk kropsform med lange, smalle vinger. Halen er svagt kløftet, men har ikke de lange halefjer som ses hos landsvalen. Til forskel fra andre svalearter er bysvalens ben og tæer beklædt med små, fine, hvide fjer. Flugten er mere flagrende end landsvalens, og indimellem laver den lange, rolige glideflugter på udstrakte vinger.

Udbredelse

Bysvalen er udbredt over det meste af landet, hyppigst i de østlige og sydlige egne.

Levesteder

Bysvalen bygger sædvanligvis sin rede højt oppe under tagskægget eller et andet udhæng på bygninger.

Bysvalens naturlige redesteder er klippelandskaber, men da de er en mangelvare her i landet, må den tage til takke med menneskeskabte klippelandskaber, nemlig bygninger. I Danmark finder man kun bysvalens naturlige redesteder på klinterne ved Stevns og på Møn samt på Bornholm.

Man ser aldrig bysvalereder inde i bygninger, hvorimod landsvaler gerne placerer deres rede i ko- og svinestalde.

Bysvalen er en udpræget koloniruger, der oftest vælger et redested uden på bygningerne. Kolonien kan tælle flere hundrede reder.

Biologi

Bysvalen er den bedste ”pottemager” blandt Danmarks fugle. Den bygger sin rede af tusindvis af lerklatter, der kittes sammen med spyt og græs. Reden bliver fast og hård, når leret tørrer, og den kan holde i mange år. Det tager ca. to uger at gøre kunstværket færdigt. Den færdige rede bliver næsten kugleformet med et lille indgangshul foroven. Til slut fores den indvendig med fjer og dun.

Ofte yngler mange bysvaler tæt ved hinanden, og de bygger rederne så solide, at de kan bruges i mange år i træk. Verdens stærkeste fuglerede blev bygget af et bysvalepar nær en byggeplads i England. I stedet for lerklumper hentede svalerne, til betonarbejdernes store ærgrelse, beton fra de nystøbte gulve.

Den gamle talemåde: “Når svalerne flyver lavt, bliver det regn”, siger også noget om vejrets betydning for svalernes liv. I forbindelse med regn flyver insekterne nærmere jorden end i tørt vejr, og bysvalerne, der under normale vejrforhold fanger insekter i ca. 20 meters højde, tvinges til at søge føde tættere ved jorden.

Bysvalen fanger sin føde, der består af mindre fluer og myg, i luften. Blandt svalerne er bysvalen den art, der normalt finder føden højest oppe i luften. Landsvalen huserer i det mellemste luftrum og digesvalen i det nederste. På den måde undgår svalerne en direkte konkurrence om føden. Mens landsvaler ofte jager enkeltvis, ses bysvaler tit i flok, når de søger føde.

Hvis det i ungeperioden sætter ind med rigtigt dårligt vejr i et par dage, og de flyvende insekter helt ophører med at flyve, kan ungerne gå i en dvaletilstand, hvor kropstemperaturen sænkes 10 grader. De forholder sig i så fald helt i ro. Det mindsker energiforbruget betydeligt og dermed ungernes chancer for at overleve. For at ungerne kan blive flyvefærdige, hvilket tager tre en halv uge, skal der mad på bordet, endda rigtig meget mad. I fire uger fodres ungerne hver dag i gennemsnit hvert femte minut med ca. 50 insekter ved hvert besøg, hvilket betyder, at et kuld i alt bliver fodret med ca. 500.000 insekter. Man har desuden beregnet, at et enkelt svalepar og deres unger i løbet af en sommer spiser op mod en million insekter! I store kolonier med fx 40 par svaler er det ikke svært at forestille sig, at svalerne spiller en rolle for antallet af insekter i koloniens nærmeste omgivelser.

Foto: © Naturhistorisk Museum