Dompap

Pyrrhula pyrrhula                     

Beskrivelse

Den sorte kalot, det røde bryst og den grå ryg er årsagen til det danske navn, fordi fjerdragten minder om klædningen hos en katolsk domprovst. Dompappen er en rund og kraftig finke med et kort, tykt næb. Hannen er let at kende på den stærkt rosenrøde underside, den blågrå overside og den sorte isse. Vingerne er sorte med et tydeligt hvidt vingebånd og en hvid, lysende overgump. Hunnen har de samme tegninger, men undersiden er gråbrun, og ryggen er beigegrå. Ungfuglene ligner hunnerne, men mangler den sorte kalot på hovedet.

Udbredelse

Dompappen yngler over hele landet, men aftager i hyppighed vestover. De danske ynglefugle er hovedsagelig standfugle, dog trækker en mindre del af bestanden til Midt- og Vesteuropa i vintermånederne. Desuden tilbringer en del skandinaviske fugle vinteren i Danmark. Nogle år er der invasion af fugle nordfra.

Levesteder

Dompappen yngler i både nåle- og løvskov, men foretrækker frodig blandingsskov. Den er almindelig i sommerhusområder, på kirkegårde og i større, ældre villahaver.

Biologi

Dompappen hører til finkerne og er en relativt ny fugleart i Danmark. De første dompapper blev set på Bornholm i 1916, og i 1932 fandt man de første ynglepar på Sjælland. Der var her tale om en indvandring fra Sverige. Næsten samtidig var der en indvandring af fugle til Jylland fra syd. Det afspejler sig i, at vi stadig har to racer af dompapper i landet, stor og lille dompap.

Stor dompap indvandrede til Sjælland og Øerne, og lille dompap indvandrede til Jylland. Antallet af ynglefugle har været støt stigende siden 1930’erne. Det skal måske også ses i sammenhæng med, at mange af de store granplantager er ved at blive afløst af mere blandede skovkulturer.

Man lægger især mærke til dompappen om vinteren, hvor hannen med sit flotte røde bryst straks falder i øjnene, ikke mindst hvis den ses på en baggrund af sne og nøgne grene. Dompappen er også en hyppig gæst på foderbrættet, hvis man fodrer med solsikke-, havre- eller rapsfrø. Dens naturlige føde er især knopper, bær og frø.

Redeungerne fodres af begge forældre med insekter, edderkopper og snegle i begyndelsen, men får gradvis flere og flere frø i form af en opgylpet frømasse. Hunnen bygger reden 1-3 meter oppe i en gran eller andet stedsegrønt. Sidst i april lægges æggene, som ruges af hunnen.

Foto: © Naturhistorisk Museum