Kortnæbbet gås
Anser brachyrhynchus
Beskrivelse
Kortnæbbet gås minder meget om sædgåsen, men er en smule mindre og har kortere hals og spinklere næb. Oversiden er lysere. I flugten er den lyse forvinge et godt kendetegn.
Udbredelse
De fugle, der ses her i landet, stammer fra bestanden, som yngler på Svalbard. I Danmark forekommer de kortnæbbede gæs især langs den jyske vestkyst, hvor de ankommer i oktober og bliver en månedstid, inden de drager videre til Holland og Belgien. De vender tilbage til Danmark i februar og fortsætter videre til Svalbard.
Levesteder
I Danmark søger de kortnæbbede gæs føde på marker og enge og overnatter i lavvandede fjorde. De store flokke kan forvolde betydelig skade, når de æder nyspiret korn på markerne.
Biologi
Kortnæbbet gås yngler normalt i en alder af tre år. Reden anlægges på den indre tundra, på småøer og klippeskråninger, gerne i havfuglekolonier, og æglægningen påbegyndes med det samme, normalt i maj. Hunnen ruger, mens hannen forsvarer territoriet. Kortnæbbede gæs lægger et enkelt kuld om året, men hvis æggene går tabt, kan de lægge endnu et kuld. Parret holder sammen år efter år. Efter ca. 26 dages rugning klækker æggene. De små gæslinger er hurtigt på benene og følger næste dag efter de voksne fugle til den nærmeste sø. Kortnæbbede gæs lever af al slags næringsrigt plantemateriale. Det kan være grønt græs eller vandplanter, men næringsrige rødder spises også gerne.
Foto: © Per Ivar Nicolaisen