Sanglærke
Alauda arvensis
Beskrivelse
Sanglærkens udseende er nærmest lidt kedeligt, da den er tilpasset til ikke at blive set, når den ligger og ruger i reden på jorden. Den har en spættet, gråbrun fjerdragt med en hvidlig underside og et stribet bryst. Den kan rejse issefjerene til en lille top.
Udbredelse
Sanglærken er den tredje almindeligste ynglefugl i Danmark. Den er almindelig over hele landet, men er hyppigst i Jylland, formentligt på grund af de flere og større græsarealer.
Levesteder
Sanglærken holder først og fremmest til i det åbne land og er almindelig i det dyrkede land. De største tætheder finder man på heder og græssede enge. Sanglærken er i mange europæiske lande gået tilbage på grund af den mere intensive landbrugsdrift. Tætheden på økologiske landbrug er dobbelt så stor som på landbrug, hvor der bliver sprøjtet.
Biologi
Sanglærker ses enten i luften eller på jorden og aldrig i træer eller buske. På jorden bevæger de sig ofte i hurtigt løb og søger deres føde på de lave planter og på jorden. Føden består om sommeren af biller, larver og andre smådyr. Om efteråret ernærer lærkerne sig af frø og planter.
Sanglærken er trækfugl. Der er ingen sikre tegn på, at danske ynglefugle overvintrer, men de vender ofte tilbage fra vinteropholdsstederne allerede i februar. Bliver vinteren igen hård med frost og sne, vil fuglene igen søge sydover og først vende tilbage, når vejret igen er blevet mildere. Sanglærken kan godt trække frem og tilbage flere gange i løbet af vinteren som følge af vejrliget. Man kalder denne form for trækfugle for vejrfugle.
Reden lægges direkte på jorden og består af rodtrævler. Den anlægges i en vis afstand fra træer, formentlig for at undgå redeplyndring fra kragefugle, der benytter træerne som udsigtsposter.
Ungerne forlader oftest reden, før de er flyvefærdige i en alder af 8-10 dage, sandsynligvis fordi reden på jorden er et farligt sted. Omkring 10 dage senere er de flyvefærdige, men bliver først uafhængige af forældrene i 25 dages alderen. Sanglærken er kønsmoden som etårig.
Foto: © Naturhistorisk Museum