Butsnudet frø

Rana temporaria                      

Beskrivelse

Farven varierer fra gulbrun over rødbrun og nøddebrun til næsten sort. På ryggen er der et broget mønster af mere eller mindre regelmæssige pletter. Benene har ofte brune tværstriber. Bugen er hvidlig med rødbrune pletter. Hunnen er størst.

De brune frøer, dvs. butsnudet frø, spidssnudet frø og springfrø, er vanskelige at skelne på udseendet, men nemme at kende på deres kvækken.

Hannens kvækken er meget dyb og minder om lyden af en fjern knallert. Større kvækkekor kan høres mindst 100 meter væk.

Udbredelse

Butsnudet frø er den almindeligste frø i Danmark. Den er udbredt i det meste af landet bortset fra øerne i Det Sydfynske Øhav, på Lolland-Falster, Møn, Bornholm, Læsø, Anholt og en del småøer. På grund af artens hårdførhed over for kulde, er det den padde, som findes længst mod nord i Skandinavien, helt op til Polarcirklen.

Butsnudet frø findes i det meste af Europa nord for Pyrenæerne til Uralbjergene. Sydligere findes den kun i de nordligste egne af Spanien, Italien og Grækenland.

Levesteder

Butsnudet frø foretrækker at yngle i mindre vandhuller med en lavvandet bredzone. Æggene lægges ofte i oversvømmet græsvegetation, som hurtigt opvarmes af solen. Arten undgår helst vandhuller, hvor der er fisk og ænder, som kan æde af æg og yngel. Uden for yngletiden opholder frøerne sig på fugtige steder på land. Hvis fugtigheden er høj, kan frøerne være aktive døgnet rundt. Ellers kommer de især frem om natten og efter regn. Vinterdvalen foregår i jordhuller eller i mudderet på bunden af vandhuller. Det samme individ kan overvintre på land et år og det næste år på bunden af en dam.

Fødesøgnings- og overvintringsområder skifter. Ynglestederne er vandhuller med en lavvandet bredzone.

Biologi

Butsnudet frø kommer allerede frem i marts. Kun springfrøen er tidligere fremme.

Når en ægfyldt hun ankommer til vandhullet, bliver hun straks overfaldet af flere hanner. En af dem tilkæmper sig plads på hendes ryg og holder sig fast ved at gribe hende i armhulerne. Parret hænger sammen på den måde i nogle dage, inden æggene lægges, og hannen befrugter dem. Derefter skilles de.

Æglægningen sker i begyndelsen af april, i milde forår endnu tidligere. Hver hun lægger en ægklump med fra 500 til 6.000 æg. Æggene lægges på ikke for dybt vand, helst ikke over 20 cm. Undertiden lægges de i oversvømmet græsvegetation, som hurtigt opvarmes af solen.

Hvert æg er omgivet af en gelékapsel, som hurtigt suger vand og svulmer op, hvorefter ægklumpen med tiden stiger op og ligger lige under vandoverfladen, hvor æggene får størst udbytte af solvarmen. Ægklumpens gelémasse virker som et drivhus, hvor temperaturen kan være 5-6 grader højere i midten af klumpen end i det omgivende vand. Æggets udviklingstid er meget afhængig af temperaturen, fx varer den 165 timer ved 13° C og kun 45 timer ved 27° C.

De nyforvandlede frøer går på land i slutningen af juni.

Haletudserne har hornkæber og læbetænder, som bruges til at raspe algebelægninger af vandplanterne. De filtrerer også småpartikler fra vandet. Senere holder de mere eller mindre op med at æde, idet deres lange planteædertarm gradvist forvandles til den voksne frøs korte rovdyrtarm. De voksne frøer er rovdyr, som æder alle slags smådyr. Byttet sluges helt.

Foto: © Naturhistorisk Museum