Skrubtudse

Bufo bufo          

Beskrivelse

Skrubtudsen er ensfarvet brunlig og har ret tør, vortet hud. Bagbenene er korte, så den kravler mere, end den hopper. Bag øjet findes et ovalt, opsvulmet parti – den såkaldte parotoidkirtel. Hunnerne bliver størst. Øjets regnbuehinde er rødlig, mens den er grønlig eller gullig hos andre danske tudsearter.

Skrubtudsen har en kort, svag kvækken, som især høres fra enlige hanner i vandhullet.

Udbredelse

Skrubtudsen findes overalt i Danmark bortset fra enkelte øer som Bågø, Endelave, Sejerø, Femø, Saltholm, Anholt og Læsø. Den er almindelig i det meste af landet, men dog mere fåtallig i Vestjylland. Selvom den er almindelig, yngler den kun i ca. 10 % af vandhullerne.

Skrubtudsen findes i hele Europa, Nordafrika og Asien, helt til Kina.

Levesteder

Skrubtudsen yngler i søer og større vandhuller. Den kan leve sammen med fisk, da haletudserne er giftige og ildesmagende, hvilket giver dem relativt få fjender. Skrubtudsen undgår dog mindre vandhuller, hvor haletudserne ædes af stor vandsalamander, der kan tåle giften. Ved at yngle i vandhuller med fisk undgår skrubtudsen konkurrence fra de fleste andre padder, som helst undgår den type vandhuller, fordi deres haletudser bliver ædt af fiskene. Det er en fordel, hvis der findes tagrør på ynglestedet, da stænglerne er velegnede til at vikle ægsnorene omkring. Skrubtudsen kan yngle i brakvand.

Efter yngletiden vandrer skrubtudsen til sommeropholdsstedet i skove, på græsarealer og i haver, ofte flere kilometer fra ynglestedet. Her graver den sig ned og kommer først frem, når temperaturen om natten er på mindst 11° C. Skrubtudser er meget trofaste over for ynglested og sommeropholdssted.

Hunnerne er de første til at opsøge vinteropholdsstedet i juli-august. I midten af oktober er de fleste skrubtudser gået i vinterdvale.

Biologi

Skrubtudsen opsøger ynglestederne fra marts til midten af april. Hunnerne ankommer senere end hannerne og bliver straks grebet af en han. Der er altid et overskud af hanner ved vandhullerne. Det skyldes, at hunnerne er længere om at blive kønsmodne, og at nogle af dem dør forinden. En anden grund er, at hunnerne kun opholder sig kortvarigt i vandhullet.

Hannerne forlader ofte vandhullet og forsøger at bestige hunner, der er på vej ned til vandhullet med de mange rivaler. Derfor ser man ofte hanner på asfaltveje i nærheden af ynglehullet. Her er der varmt, og der er godt overblik.

Hunnen lægger i april mellem 1.000 og 7.000 æg i strenge, der vikles omkring plantestængler. Strengene er 1-5 m lange. Når de er svulmet op i vandet, bliver de 5-8 mm tykke. Æggene klækker efter 10-30 dage afhængigt af temperaturen. Nyklækkede haletudser er 3-6 mm. Haletudserne svømmer ofte i stimer. De er sorte og har en mindre finnebræmme end frøernes. Med tiden ændres farven til sortbrun. Haletudserne forvandles til små tudser og går på land fra sidst i juni til hen i september, afhængigt af vandhullets temperatur.

Haletudserne æder mikroskopiske planktonalger, som de filtrerer fra vandet. Små tudser lever især af mider og springhaler. Efterhånden som de vokser, slår de sig på insekter. Voksne skrubtudser lever af alle slags smådyr og kan fx tage regnorme, hvis de møder dem på jordoverfladen. Skrubtudser opdager kun et bytte, der bevæger sig. De er gode til at se i mørke og kan derfor også gå på jagt om natten. 

Foto: © Naturhistorisk Museum