Blåhval

Balaenoptera musculus         

Beskrivelse

Med sine næsten 34 m er blåhvalen det største dyr, der nogensinde har eksisteret på Jorden. Den tilhører gruppen bardehvaler og er den største af finhvalerne. Trods sin enorme størrelse er kroppen elegant og strømlinet og dermed godt tilpasset den oceaniske levevis. Blåhvaler i Nordatlanten er mindre end deres artsfæller i det nordlige Stillehav og på den sydlige halvkugle.

Blåhvalen er gråblå med lysere grå stænk. Kiselalger på huden kan give dyrene et gulligt skær. Individer kan kendes fra hinanden på sidernes mønster. De 3-4 m lange luffer er hvide på undersiden. På undersiden fra munden og bagud findes 55-80 bugfurer, der bevirker, at hals- og bugregionen kan spiles betragteligt ud. Dette område er lysegråt. Fuldt udspilet menes svælget at kunne indeholde ca. 90 tons føde og vand. På grund af spiserørets begrænsede åbning kan en blåhval ikke sluge genstande, der er større end en badebold.

Der hænger 300-400 sorte barder ned fra ganen i hver side af munden, der kan være op til 6 m lang. Barderne udgør det si-apparat, som blåhvalen fanger sin føde med. De længste barder er ca. 120 cm, mens de inderste er ca. 50 cm. På toppen af hovedet løber en midtstillet fuge fra snudespidsen til åndehullet. Når blåhvalen sprøjter vand ud af åndehullet (den såkaldte blåst), sker det i en 9-10 m høj og slank søjle, den højeste af alle hvalblåst.

Blåhvalens anatomi er ganske imponerende. Hjertet vejer fx ca. 600 kg og pumper godt 9.500 l blod rundt i kroppen. Dens hovedpulsåre er så stor, at et menneske ville kunne svømme inde i den. Lungekapaciteten er 5.000 l., og tungen vejer 2,7 tons.

Udbredelse

Tidligere var blåhvaler udbredt i næsten alle verdenshave. Nu synes de at være samlet i omkring fem grupper i det nordøstlige Stillehav, Nordatlanten, Det indiske Ocean samt i det arktiske område, hvor der er mindst to grupper. Blåhvaler er udbredt i kystfjerne have. Afhængigt af årstiden findes de i tropiske og polare områder.

Blåhvalens høje svømmehastighed i kombination med dens størrelse betød, at den først for alvor blev et yndet jagtbytte, da dampskibe og harpunkanoner kom i brug. Hundrede års intensiv jagt frem til 1960'erne har betydet, at 90 % af bestanden er forsvundet. Man regner med, at der er mellem 10.000 og 25.000 blåhvaler tilbage i dag (anslået bestand 2008).

Menneskets aktiviteter, den tidligere jagt, larmen fra olieudvinding og anden industri samt trafikken af supertankere og containerskibe er en væsentlig årsag til, at blåhvalen er en af Jordens mest udryddelsestruede arter. Støjen hæmmer hvalernes lydlige kommunikation, og skibstransporten splitter hvalgrupperne og fører til kollisioner. Dertil kommer en drastisk nedgang i deres føderessource, hvilket er et resultat af global opvarmning.

Levesteder

Om sommeren befinder blåhvalerne sig i de føderige havområder ved polerne, mens de om vinteren trækker til tropiske områder, hvor hunnerne føder deres unger og parringen sker. Et af vinteropholdsstederne er Costa Rica Dome, der er et godt 1.000 km² stort område i Stillehavet.

Blåhvalen har formået at leve forholdsvis skjult på trods af sin størrelse og det faktum, at den er en af Jordens mest højrøstede skabninger. Den største population på ca. 2.000 dyr findes i det nordøstlige Stillehav. I Nordatlanten er den nordatlantiske højderyg en populær trækrute for de nordatlantiske blåhvaler, der findes ved Grønland og Newfoundland. Enkelte er set så langt mod nord som Spitsbergen og Jan Mayen.

Biologi

Vi ved meget lidt om parring og fødsel hos blåhval. Ungen er ca. 7 m lang ved fødslen og vejer omkring 2.500 kg. I løbet af de første 7 måneder af sit liv forøger den sin vægt med godt 90 kg om dagen, dvs. næsten 4 kg i timen. Beregninger viser, at det svarer til ca. 380 l modermælk om dagen. Hvalmælk har en fedtprocent på ca. 40, altså som piskefløde. Ved dieperiodens ophør har den 8 måneder gamle unge en længde på næsten 15 m og vejer ca. 23 tons.

På den sydlige halvkugle bliver hannerne kønsmodne i 8-10 års alderen og hunnerne, når de er godt 5 år. Der er observeret parringer mellem blåhvaler og finhvaler, og der er dokumentation for 11 hybrider mellem de to nærtstående arter.

Blåhvaler lever næsten udelukkende af små krebsdyr, kaldt krill. En dagsration i fødesøgningsområderne ligger på op til 40 millioner krill, hvilket skulle svare til næsten 4.000 kg. Blåhvalen henter krill på 100 meters dybde i dagtimerne og nær overfladen om natten. Dykkene varer typisk 10 minutter, men dyk på op til 20 minutter er ikke ualmindelige.

Blåhvaler er kendt for at kunne svømme forholdsvist hurtigt, op til 50 km/t, men den normale hastighed er ca. 20 km/t.

I deres indbyrdes kommunikation anvender blåhvaler dybe lyde med en frekvens på 10-40 Hz (svingninger pr. sekund), der kun delvist ligger inden for det hørbare område for mennesker. Blåhvalerne kan kommunikere over store afstande med et lydniveau på mellem 155 og 188 decibel. Til sammenligning larmer en jetmotor med 140 decibel.

Foto: © Dan Shapio, Flickr.com/people