Hare

Lepus europaeus                       

Beskrivelse

Harens pels er varmt mørkebrun på oversiden, gråmeleret og lysere gullig på siderne og hvid på bugen. Bagbenene er meget længere end forbenene. Haren kan forveksles med vildkaninen, men dens ører har i modsætning til vildkaninens en tydelig sort spids og lys bagkant og kan drejes efter lyden. Vildkaninens ryg er mere ensfarvet grå. Harens øjne har en lys, gul iris, hvor kaninens er rød.

Udbredelse

Haren er udbredt over hele landet, men bestandens størrelse er, bedømt ud fra vildtudbyttet, faldet mærkbart siden 1960'erne, og haren optræder derfor mere pletvist end tidligere. Bestandstætheden er opgjort til 0,2-0,7 individer pr. ha.

Levesteder

Haren findes overvejende i åbne landskaber, især på de dyrkede flader, men også på heder og i klitter. En stor del af tiden tilbringer den i lejer, kaldet haresæder, som er lave fordybninger, hvorfra haren har overblik over det omgivende terræn. Efterår og vinter tilbringes en del af tiden i skovkanter, hegn og krat. Harer hævder ikke egentlige territorier, men har aktivitetsområder på op til 40 ha. Hvis der er langt mellem dagskjul og gode fødesteder, kan haren dagligt tilbagelægge mange kilometer.

Biologi

Haren er ikke social. Kun i parringstiden ses flere harer sammen, oftest en hun (sætter) med to til flere hanner (ramlere) efter sig. Ramlerne kan kæmpe indbyrdes ved at rejse sig på bagbenene. Harekillingerne efterlades alene i fordybninger på marker. Hunnen besøger dem kun kortvarigt en gang i døgnet for at give dem die. Fravænningen sker gradvist i løbet af en måned.

Harekillinger har meget stor dødelighed. Årets ungeproduktion udgør om efteråret kun en tredjedel af bestanden. Dødeligheden sættes især i forbindelse med dårlig kvalitet af føde i sommerperioden, tilbagegangen kan også skyldes et kraftigt jagttryk fra ræve. Den dårlige fødekvalitet om sommeren hænger sammen med, at store arealer med gødede og sprøjtede kornafgrøder kun rummer få ukrudtsarter.

Føden omfatter især græsser og saftige urter som kløver og mælkebøtte. Haren kan, især når der ligger tykt med sne, supplere med at gnave af kviste og buske, hvilket kan ses som skarpe, skråt afskårne snit. Den kan gøre en del skade ved at æde kviste og bark af fx frugttræer, juletræer og træer i skovkulturer, der ikke er hegnede. Haren kan også gnave bark, idet den gnaver på tværs af stammen og afsætter karakteristiske tandspor.

Harers aktivitet kan i øvrigt ses i form af deres ekskrementer, der er tørre, 1,5-2 cm runde kugler med grove planterester. Ekskrementerne er til genbrug, idet haren æder egne ekskrementer, der allerede har været en gang igennem fordøjelsessystemet. Den ekstra fordøjelse er nødvendig for at haren kan optage bl.a. B-vitamin. 

Foto: © Naturhistorisk Museum