Mosegris

Arvicola terrestris                        

Beskrivelse

Mosegrisen tilhører studsmusene og har denne families typiske kendetegn som kort snude, små øjne og ører og kort hale. Derved adskiller den sig også fra rotter, som tilhører de ægte mus – og så har rotter jo nøgen hale. Mosegrisen er den største gnaver i studsmusfamilien. En fuldt udvokset mosegris kan veje op mod 400 g.

Pelsen virker noget pjusket og er mørkebrun til sort. Bugen er lys brun. I kropsbygning er mosegrisen mere plump end de andre studsmus.

Af en mus at være er mosegrisen udstyret med ganske kraftige kløer, der er velegnede til at grave med. Navnet ”gris” knytter sig ofte til dyr, der roder i jorden, og det passer jo fint på mosegrisen.

Mosegrisen er en rigtig god svømmer.

Den er mest aktiv morgen og aften, men bevæger sig sjældent langt væk fra sit gangsystem.

I vandløb ligner mosegrisen brun rotte, men rotten har spidsere snude, længere ører og lang, nøgen hale. Markmus ligner umiddelbart, men en voksen mosegris er meget større og mørkere i pelsen end en markmus, selvom begge er studsmus. Mosegrisen laver muldskud ligesom muldvarpen.

Udbredelse

Mosegrisen er udbredt i det meste af landet. Den er dog aldrig nået frem til flere af øerne, fx Lolland, Falster, Møn og Bornholm. Man har dog fundet knoglemateriale, der viser, at den tidligere har levet på i hvert fald Lolland, Falster og Møn.

Mosegrisen findes i det meste af Europa bortset fra Irland og det sydlige Spanien, Portugal, Frankrig og Grækenland. I Storbritannien er mosegrisen gået voldsomt tilbage, og lokalt er der ligefrem lavet særlige beskyttelsestiltag for at få flere mosegrise. Årsagen til tilbagegangen menes i høj grad at hænge sammen med udbredelsen af undslupne mink.

Levesteder

Mosegrisen findes på mange forskellige typer levesteder fra det våde til det tørre. De danske mosegrise kan inddeles i tre økologiske typer. Nogle er mest til vådområder som søer og vandløb, andre holder sig til det tørre i haver, grøftekanter og på marker langt fra vand, og den sidste type veksler med årstiden mellem våde og tørre omgivelser.

Mosegrisen er en rigtig god svømmer, og den kan være neddykket i over et minut. Den ses ofte svømmende i vandoverfladen.

Den tilbringer en stor del af sit liv under jorden, hvor den ligesom muldvarpen graver gange. Mosegrisens gangsystemer ligner meget muldvarpens, men mosegrisens muldskud er dog mindre og ligger mere uregelmæssigt fordelt. Desuden er mosegrisens udgangshuller normalt placeret mellem to skud, ligesom vegetationen omkring hullet kan være tæt afgnavet.

Der er størst chance for at se mosegrisen over jorden fra marts og indtil november, hvor den skifter til en mere underjordisk levevis.

Biologi

Her i landet bliver mosegrisen ikke mindst på grund af sin store formeringsevne og forkærlighed for havens urter og træer betragtet som en alvorlig plageånd. Den har en lang ynglesæson og får 2-4 kuld om året med 4-8 unger i hvert. Drægtigheden varer 21 dage, og hunnen er klar til næste kuld umiddelbart efter fødslen.

Ungerne fødes nøgne og blinde, men allerede efter 3 uger smides de på porten og skal stå på egne ben. I en alder af 2 måneder er ungerne kønsmodne. Det vil sige, at både første og andet kuld kan nå at sætte afkom i verden samme år, som de er født.

Ungerne fødes i en foret rede i en gravet hule under jorden eller i bunden af en græstue.

Mosegrisen lever næsten udelukkende af plantedele, men kan i ny og næ snuppe et insekt eller en musling. Mosegrisen er absolut ikke kostforagter, og den er en yderst uvelkommen gæst i haven. Her gnaver den i alt, bl.a. rødder på æbletræer, blomsterløg og kartofler, og hvis porrerne pludselig hænger med toppen, har der sikkert været en mosegris på besøg. Over jorden æder den rødbeder, græs, frø og frugter, og den har især forkærlighed for det grønne vækstlag under træernes bark – til stor frustration for skov- og haveejere. En formildende omstændighed er dog, at mosegrisen også æder rødder af mælkebøtter og kvikgræs.

I vådområder æder mosegrisen gerne de unge og næringsrige skud af dunhammer, lysesiv, tagrør og forskellige græsser.

Mosegrisen er kendt for at hamstre føde i fede tider, og man har fundet ganske anselige depoter (over 10 kg) af fx kartofler om efteråret. Depoterne anlægges i gangsystemerne, hovedsagelig i den mere tørre del af levestedet. Mosegrisen spiser en fødemængde svarende til op mod 80 % af sin kropsvægt om dagen.

Foto: © AQUA