Agersnerle
Convolvolus arvensis
Beskrivelse
Agersnerle er en lian, en slyngplante, der bruger andre plantearter som ”klatretræ” for at komme til vejrs. Skuddene snor sig opad på kryds og tværs i buske og urter. Blomsterne er næsten mimoseagtige, de er kun åbne en enkelt dag, kun i solskin, og hvis man plukker de dekorative blomster, taber de altid kronbladene, inden man får dem bragt helt hjem.
Så længe skuddene ikke har fundet en værtsplante at krybe op ad, vandrer de hen over jorden, hvor man ofte møder de karakteristiske spydformede blade. Agersnerle er meget karakteristisk og kan kun forveksles med gærdesnerle, der dog har større og altid helt kridhvide blomster.
Udbredelse
Agersnerle er udbredt overalt i Danmark, og den er ofte meget talrig.
Levesteder
Agersnerle er en rigtig ukrudtsart, som indfinder sig overalt, hvor jorden er blevet forstyrret. Især er den glad for næringsrig jord på brakmarker, i vejkanter og haver.
Formering
Agersnerle tiltrækker en lang række insekter, primært sommerfugle, som med deres lange sugesnabel kan nå ned i bunden af blomsten, men også bier er flittige gæster. Frugten er en kapsel.
Anvendelse
Agersnerle har ligesom mange andre blomsterplanter tidligere været anvendt til sygdomsbekæmpelse.
I dag er vores forhold til agersnerle primært, at den skal bekæmpes, koste hvad det vil, fordi den er et forfærdeligt ukrudt, som skyder til højre og venstre i køkkenhaven eller på marken, hvis man glemmer at luge. De lange og seje rødder er særdeles vanskelige at komme til livs.
Foto: © Naturhistorisk Museum