Skovmærke

Galium odoratum

Beskrivelse

Skovmærke tilhører krapfamilien, som i Danmark primært repræsenteres af de såkaldte snerrer, som de fleste mennesker nok kender i form af burresnerre. Krapfamilien har tilsyneladende kransstillede blade, og skovmærke har 6-8 blade i kransen. I virkeligheden er det snyd, for det er kun to af de modsatstillede blade, der er ægte – resten er fodflige med samme størrelse og udseende som de rigtige blade. De bittesmå blomster sidder i hoveder, normalt ca. 10 sammen, og tæt på ser man, at de enkelte blomster har fire kronblade.

Skovmærke har stærkt forgrenede, krybende jordstængler med udløbere.

Udbredelse

Skovmærke er primært udbredt øst for den midtjyske højderyg, hvor jorden er tilstrækkelig god til, at der kan udvikles et godt muldlag. I det østlige Danmark er den særdeles talrig.

Levesteder

Skovmærke er en rigtig skovart, som findes talrigt i alle løvskovstyper, dog ikke på den mest næringsfattige jord. Arten er mest fremtrædende på den middelgode jord, da den på den bedste jord har svært ved at konkurrerer med andre arter, bl.a. bingelurt. Skovmærke er en karakterart i lysåbne ege-, bøge- og askeskove.

Formering

Skovmærke blomstrer senere end hvid anemone og opmagasinerer ikke næring i jordstænglerne, da den kan klare sig med sparsomt lys og være grøn hele sommeren og efteråret, hvorimod hvid anemone hurtigt visner bort.

Skovmærkes små, hvide blomster besøges af en del småinsekter, herunder biller, som står for bestøvningen. Frugten er dobbelt, 2-3 mm bred og med op til 1 mm lange krogbørster, der akkurat som hos den beslægtede burresnerre kan sidde fast i pelsen på forbipasserende dyr. Frugterne kaldes sammen med bl.a. burresnerres frugter for ”præstelus”. Spredningen foregår dog primært ved udløbere fra den kraftige jordstængel, hvorved skovmærke mange steder kan blive tæt bestandsdannende.

Anvendelse

Den velduftende skovmærke har en lang kulturhistorie. I gamle dage blev arten brugt til blomsterkranse, der blev hængt op i hjemmet. Mange mennesker tjente en ekstra skilling ved at binde disse kranse, som blev solgt på markeder helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Skovmærke indeholder stoffet kumarin, som giver en karakteristisk, behagelig hø-duft. Efter afblomstring dufter planten dog ikke. Skovmærke har i tidens løb været benyttet mod et væld af sygdomme, oftest mod blæresten og urinvejslidelser.

Foto: © Naturhistorisk Museum