Stinkende storkenæb
Geranium robertianum
Beskrivelse
Finder man i skovbunden en lyserød urt, hvis blade udmærker sig ved en forfærdelig duft, er stinkende storkenæb et godt bud. Arten er ganske karakteristisk året igennem, idet bladene er håndsnitdelte, og de enkelte fingre er fjersnitdelte. Bladstænglen er normalt lidt rødligt anløben. Blomsten er lyserød, femtallig og helt regelmæssig. Frugten er yderst karakteristisk og har givet navn til familien, idet frugten har et langt næb, som er dannet ved sammenvoksning af frugtbladenes golde del. Slægtsnavnet Geranium hentyder til næbbet, som tydeligvis ligner storkens eller tranens næb. Traner hedder geranos på græsk, og derfra er der ikke langt til det latinske Geranium.
Udbredelse
Som en typisk løvskovsart er stinkende storkenæbs hovedudbredelse begrænset til Østjylland og Øerne, hvorimod den er væsentlig sjældnere i Vestjylland.
Levesteder
Stinkende storkenæb er en af karakterarterne i skove med muldbund. Den er specielt hyppig i bøgeskove med indslag af ask og gror meget tit i kanten af stier.
Formering
Stinkende storkenæb besøges af en lang række insekter, bl.a. flere aftensværmere, som med deres lange sugesnabel er på jagt efter nektar. Kapslen med næb åbner sig ved modenhed næsten eksplosivt, og frøene slynges derefter væk.
Anvendelse
I folkemedicinen anses stinkende storkenæb for at være virksom mod gigt, og derudover skulle arten kunne jage fluer og andet utøj bort. Det tror man på, hvis man først har gnedet på bladene og stænglen!
Foto: © Naturhistorisk Museum