Kilekæmpejæger

Alopecosa pulverulenta

Beskrivelse

Kilekæmpejæger er den brune kæmpejæger! Den tilhører ulveedderkopperne.

Hunnen er lidt større end hannen. Hunnen har på forkroppen en bred, lysebrun midterstribe, som ender i et mørkt U-mærke bagest. Sidebåndene er tynde og uregelmæssige. Bagkroppen er brun med en mørk flammetegning omgivet af en cremefarvet kant. Flammetegningen rækker godt halvvejs ned på bagkroppen.

Hannen er væsentligt mere farverig. På forkroppen er midterbåndet bredt og næsten hvidt, hvorved det står i stærk kontrast til de sorte sider. Sidebåndene er tynde og uregelmæssige. Flammetegningen på bagkroppen er ganske kontrastrig og ofte brunlig eller orange, hvorved edderkoppen faktisk får et næsten trefarvet udseende. Forbenene er knaldsorte, undtagen på fodleddene. Lårene er let hævede.

Hannen af kilekæmpejæger kan med sine tydelige flammetegninger godt forveksles med tykbenet kæmpejæger, men flammetegningen hos kilekæmpejæger er ikke så lang og kontrastrig, forkroppens hvidlige midterbånd står i stærk kontrast til resten af den sorte forkrop, og sidebåndene er meget tynde og uregelmæssige. Hos hunnen er det også forkroppens brudte sidebånd, der giver en sikker artsbestemmelse, ligesom den mindre kontrast på kilekæmpejægers flammetegning også hjælper til med adskillelse fra tykbenet kæmpejæger.

Kilekæmpejæger er en rigtig forårs- og sommerart. Arten er kønsmoden fra sidst i april, og man møder den i stort tal i forsommeren. Hen i juli-august begynder det at klinge af igen.

Udbredelse

Arten er udbredt og almindelig overalt i Danmark og resten af Europa.

Levesteder

Kilekæmpejæger er nok den mindst krævende af vore kæmpejæger-arter. Man møder den talrigt på overdrev, heder og græsmarker, ligesom den kan træffes i lysåbne skove og såmænd også i haver.

Biologi

I modsætning til de mindre ulveedderkopper render hunnen ikke rundt med sin ægsæk. Hun graver derimod en retræte i jorden til æggene, hvorefter hun bevogter ægsækken. Når æggene er klækket, kan hunnen af og til løbe rundt med ungerne på ryggen, indtil de er tilstrækkeligt store og forlader hende. Herefter dør hun.

Foto © Naturhistorisk Mueum