Mariehøneedderkop

Eresus sandaliatus                   

Beskrivelse

Der er vel ingen edderkop, der er mere karakteristisk end hannen af mariehøneedderkoppen (arten kaldes også rør-kartespinder), når han en varm forårsdag vader rundt på jagt efter hunner. En postkasserød bagkrop med fire sorte pletter samt zebrastribede ben gør arten til en skønhed af rang. Hunnen er fløjlssort og lidt større end hannen, men da hun lever hele livet underjordisk, har hun til gengæld kortere ben.

Et karaktertræk, man ofte bemærker med det samme, er edderkoppens vildt overdrevne, kraftige kæbemuskulatur, som er specielt velegnet til at gennemhulle skarnbasser med. Det kan lede tankerne hen mod fugleedderkopper, men det er det altså ikke!

Striberne på hannens ben kan udvise stor variation, og det har været overvejet, om der i Danmark er tale om flere arter. Genetiske analyser har dog afkræftet denne teori.

Udbredelse

Mariehøneedderkoppen er i Danmark udelukkende en jysk art. Dog er der ubekræftede angivelser fra Nordsjælland, og for nylig er den blevet fundet i Skåne. Udbredelsen strækker sig ned gennem Europa i noget af en mosaik med nærtstående arter. I England var arten uddød, men blev siden genindført.

Levesteder

Danmark udgør den nordligste forpost for denne meget varmekrævende art. Den er knyttet til sandede, sydvendte skråninger med sparsom vegetation, men kan i modsætning til den ligeledes varmekrævende art, nordlig fugleedderkop, klare noget hårdere græsningstryk og mindre læ. Således er den væsentligt mere udbredt i de jyske hedeegne end fugleedderkopperne. På enkelte lokaliteter findes den endog på næsten plan grund.

Biologi

Arten lever underjordisk i bunden af et rørformet spind med et fladt tag i niveau med jordoverfladen. Dette tagspind er ekstremt fint kartet, og biller, der uforvarende snasker rundt i det, hænger fast og bliver hurtigt derefter aflivet af den tililende edderkop. Biddet er ekstremt kraftigt, og i bytteresterne, som i stor stil efterlades omkring spindet (det kan ligne en losseplads), ser man ofte to kuglerunde huller fra kæberne. Rygtet siger, at det sprøjtbløder, hvis man lader sig bide i fingeren ... hermed en opfordring!

Edderkoppen bruger adskillige år på kønsmodningen. Først efter sidste hudskifte får hannen de maleriske farver, som viser, at han er kønsmoden, hvorefter han begiver sig på vandring efter hunspind.

Parringen foregår under jorden, og hunnen æder derefter hannen. Surt for ham, men ved at ofre sig giver han sit proteinbidrag til hunnens produktion af gode æg.

Æggene lægges i en kokon, som transporteres op og ned i hulen, således at de virkelig bliver udruget ved ideel temperatur. Ungerne tilbringer efterår og vinter sammen med moderen, som derefter dør og bliver fortæret af de kære små. Surt for hende, men …

Derefter spredes ungerne, men eftersom de tilsyneladende ikke benytter sig af flyvende sommer (spinder en tråd, som vinder tager fat i), er spredningen yderst ineffektiv. I det fri ses arten udelukkende i april-maj, når hannen er på vandring efter hunner.

Foto © Naturhistorisk Museum