Nordlig fugleedderkop
Atypus affinis
Beskrivelse
Vil man se en fugleedderkop, skal man allerførst lede efter den overjordiske del af spindet, en lille, lukket pølse (eller sok) på størrelse med en lillefinger, som tilsyneladende kommer op af jorden. Pølsen er virkelig godt camoufleret, idet der ofte sidder både sand, alger og planterester i.
Edderkoppen ser man ikke meget til, med mindre det er oktober, hvor hannerne er på vandring efter hunnernes spind. I så fald bemærker man en skinnende sort, kompakt, men alligevel ganske langbenet edderkop, som ved første øjekast næsten ligner en bille. Man bemærker straks fugleedderkoppernes karakteristiske kæber, som er rettet fremad, hvor alle andre edderkopper bider fra siden. Hunnerne finder man kun ved forsigtigt at udgrave hele den 30 cm lange, underjordiske del af røret. De er fløjls-brunviolette og meget kortbenede, idet man ikke behøver lange ben, når man bor nede i jorden.
Fugleedderkoppers kæber er gigantiske, mindst 5 mm lange, og arten minder mest af alt om en lille kampvogn. Vigtigt: Hvis kæberne ikke er enorme og peger direkte fremad, er det ikke en fugleedderkop!
Udbredelse
Efter at have været anset for uddød i over 70 år blev nordlig fugleedderkop i 1994 genfundet på en fugletur ved Salten Langsø. Det skabte en vis opmærksomhed om arten, og efter at folk havde fået søgebilledet på plads, er den fundet rigtig mange steder i landet. På mange af de nuværende levesteder er arten dog i kraftig tilbagegang.
Levesteder
Da Danmark udgør nordgrænsen for denne varmekrævende art, findes den udelukkende på de mest soleksponerede steder, på syd- og syd-sydvestvendte skråninger med sparsom vegetation og udelukkende på sandet jord. Med den lange generationstid opnår arten kun egentlige bestande på lokaliteter med meget lang driftsmæssig kontinuitet, dvs. lokaliteter, som har ligget uforandret i århundreder. Kystskrænter er selvsagt gode, ligesom gamle hedeskråninger med rig opvækst af lyng også huser store bestande. Der må gerne være lægivende småbuske i omegnen, bare de ikke skygger for selve kolonien.
Biologi
Ungerne spredes ved ”flyvende sommer” fra moderens spind på solrige dage i slutningen af marts og begyndelsen af april. Når de lander på en egnet lokalitet graver de sig ned, bygger spind og lever så de næste fire år under jorden. Kun når en bænkebider roder rundt ved spindet, vælter fugleedderkoppen op gennem røret, hugger til gennem spindet, trækker byttet ind, forsegler hullet og dykker ned i bunden igen.
Når hannen efter en fire års tid er kønsmoden, begiver han sig på jagt efter hunner – det sker normalt altid i oktober. Han kravler ned til hunnen (modigt!), som lukker ham ind, parrer sig med ham og i de fleste tilfælde møver sig op over ham, så hun spærrer for udgangen. Så er der mad til senere tider!
Ungerne klækkes den efterfølgende sommer og lever hos moderen indtil næste forår. Hunnerne kan blive tudsegamle og altså yngle flere gange. Fugleedderkoppen lever af alt, der kommer for tæt på spindet. Selv store græshopper og biller får kniven.
Foto © Naturhistorisk Museum
