Gråand

Anas platyrhynchos                 

Beskrivelse

Gråanden er en svømmeand, dvs. at dens ben sidder ret langt tilbage på kroppen, den dykker sjældent og letter med et plask direkte fra vandet.

Gråanden kan altid kendes på det metalglinsende blå vingespejl med hvide kanter, som begge køn har.

Hannen (andrikken) kendes på en grå krop, brunt bryst og ikke mindst det flotte metalgrønne hoved og hals samt gule næb. Halsen afsluttes nedad med en tydelig hvid ring. Hannens halefjer slår i en lille krølle – en såkaldt anderøv. Hunnen (anden) er mere camouflagefarvet med en spraglet brun krop, hvidt bryst og gulbrunt næb.

Når hannen i juli-august anlægger sin fældningsdragt (eklipsedragt) ligner den meget hunnen. Her kendes hannen bedst på det stadig gule næb.

I byområder ser man ofte adskillige andre farvekombinationer. Det skyldes et væld af krydsninger mellem vilde gråænder og udsatte tamænder.

Udbredelse

Gråanden er vores mest almindelige and. Den er udbredt over hele Danmark og forekommer almindeligt i alle de skandinaviske lande. Den er ligeledes udbredt over hele Europa og for den sags skyld over det meste af den nordlige halvkugle i både Grønland, Asien, Afrika og Nordamerika.

Den er udsat i visse områder af Australien og på New Zealand.

Levesteder

Gråanden er knyttet til våde områder og kan ses i næsten alle søer, moser, vandhuller og i lavvandede fjorde og vandløb. Den har i den grad taget bymiljøet til sig og findes i dag i langt de fleste søer og vandhuller i byerne, fx er der særligt store ynglende bestande i søerne i Hovedstadsområdet.

I vinterhalvåret samles gråænderne i fjorde og vige, hvor de kan ses i tusindtal. I denne periode gæstes Danmark også af et stort antal skandinaviske gråænder. Omkring 15 % af de danske gråænder trækker i august-december til Vesteuropa og vender tilbage i februar-marts.

Biologi

Gråanden yngler tidligt på året. Allerede i slutningen af februar, hvis vejret er mildt. Omlagte kuld kan ses helt frem til juni måned.

Reden anlægges som regel på jorden under en busk eller andet dække – eller i et andehus i dammen. Men mere særprægede redesteder ses ofte, fx i kirketårne, på altaner på 5. sal eller højt oppe i hule træer.

Æggene udruges udelukkende af hunnen på ca. fire uger. De små ællinger klækkes inden for kort tid og familien vandrer straks ned til nærmeste vandhul, der sagtens kan være adskillige kilometer væk.

Allerede når rugningen starter, trækker hannerne normalt væk fra yngleområdet og samles i større søer for at fælde svingfjerene. I de henved 6 uger fældningen tager, er gråanden ude af stand til at flyve, og derfor fører den en temmelig skjult tilværelse. Samtidig anlægges eklipsedragten for at give anden en bedre camouflage.

Gråanden yngler som etårig.

Gråanden finder sin føde på lavt vand, hvor den snadrer i vandoverfladen eller står på hovedet med benene strittende op i vejret for at nå bunden med næbbet, typisk for svømmeænder.

Gråanden lever hovedsaligt af planteføde men har et meget varieret menukort, der bl.a. står på agern, korn, græs og vandplanter. Den spiser også krebsdyr. I byens parker er lever mange af ænderne af brødrester, som de bliver fodret med af velmenende børn og voksne. Det har skabt et stort problem med alt for mange ænder i forhold til søens bæreevne. Foderrester og ændernes afføring belaster søen voldsomt med næringsstoffer, hvilket medfører at vandet om sommeren hurtigt bliver helt grønt af alger.

Foto: © Philippe Provencal