Gulspurv

Emberiza citrinella                    

Beskrivelse

Gulspurven er en slank, ret langhalet spurvefugl, lidt større end en gråspurv. Hannens hoved og underside er citrongul med olivengrå tegninger. Nogle hanner kan være helt gule i hovedet. Resten af kroppen er stribet i mørkebrunt. Overgumpen er rødbrun. Hunner og unger er mere afdæmpede i farverne og virker ikke så gule som hannerne.

Udbredelse

Gulspurven er udbredt i hele Danmark og i resten af Europa bortset fra Island og Middelhavsområdet. Mod øst strækker udbredelsesområdet sig gennem Asien til Bajkalområdet i det sydlige Sibirien. Arten findes desuden i New Zealand som følge af udsætninger for mere end hundrede år siden.

Levesteder

Gulspurven foretrækker åbent land med spredt bevoksning af krat og hegn. Den findes også i skove, blot der er store lysninger, desuden i unge, ikke for høje granplantager.

Biologi

Gulspurven er en af karakterfuglene i det åbne land. Hannen sidder frit fremme i toppen af en busk eller et hegn og synger sin simple sang. Ofte kan man høre flere hanner synge samtidigt, for territorierne er gennemgående ret små, da de kun skal indeholde gode sangposter og skjulesteder for reden. En stor del af føden henter gulspurvene i de åbne områder uden for territoriet i, hvad man kunne kalde “ingen-gulspurvs-land”. Her kan de gå op og ned ad hinanden uden skærmydsler, mens de ikke tolererer andre artsfæller inden for territoriets grænser.

Om foråret strides hannerne ofte om at fastlægge grænserne mellem deres territorier, men når grænserne først er “vedtaget”, er der sjældent problemer. Det hænger bl.a. sammen med, at hannerne hurtigt lærer naboerne at kende på sangen, som trods sin enkelhed, er forskellig fra han til han. Hvis en territorieejer hører en han, som ikke synger som naboerne, er han på vagt og parat til at forsvare sit territorium.

Hvis territoriet indeholder krat, anbringes reden oftest der, gerne ret lavt. I lyngområder med få, spredte buske er det mere almindeligt, at reden anbringes på jorden. Den ville være for nemt at finde for et rovdyr, hvis den sad i en af de få buske i det åbne hedelandskab. Mange gange er reden skjult helt nede mellem de sammenfiltrede lyngrødder og er nærmest umulig at finde, i det mindste for mennesker. Der er imidlertid ingen tvivl om, at områdets hugorme somme tider støder på en sådan rede og tømmer den for unger.

Reden bygges i reglen af hunnen alene, og hun tager sig også af udrugningen af æggene. Hannen hjælper til med fodringen af ungerne, som især får serveret insekter. De voksne lever også mest af insekter i sommerhalvåret.

Ungerne forlader reden efter knapt et par uger, inden de er helt flyvefærdige. Hvis de bliver opskræmt, kan de baske ud af reden endnu tidligere. Det er muligvis en fornuftig strategi at forlade den udsatte rede så tidligt som muligt og baske sig op i et sikkert skjul i vegetationen. Når det første kuld er kommet på vingerne, bygger gulspurvehunnen en ny rede og lægger endnu et kuld æg.

Gulspurven er kendt for at synge dialekter. I Danmark findes der syv. Dialekterne adskilles på de afsluttende, længere lyde i sangen. Tre af dem kan skelnes med det “blotte” øre. I hele den sydlige del af Jylland afslutter hannen med en dyb og en høj lyd “tyyy siiiy”. På Bornholm afsluttes med to dybe lyde “tyyy tyyy”, ofte i lidt forskellig tonehøjde, og fx på Mols med en høj og en dyb lyd “zii tyyy”. De øvrige fire dialekter kan ikke skelnes alene ved ørets hjælp.

Forsøg har vist, at gulspurvehanner reagerer mere aggressivt på afspilning af en fremmed dialekt, og at hunner responderer mere positivt på den dialekt, de har hørt i deres barndom. Muligvis kan hunnerne på den måde sikre sig at vælge en mage, der er tilpasset de samme områder som de selv. I områder, hvor to dialekter grænser op til hinanden, findes der en smal blandingszone, hvor de fleste hanner kan synge begge dialekter, på samme måde som mange mennesker nær den dansk-tyske grænse mestrer både dansk og tysk. Gulspurven er i øvrigt en af de fugle, som vedbliver med at synge sent på sommeren, helt hen i august.

Territorierne opløses om efteråret, og gulspurvene samles i flokke, som strejfer omkring i det åbne land på jagt efter føde. Uden for yngletiden lever de især af frø af forskellig slags. På steder i nærheden af åbent land kommer gulspurvene gerne til foderbrættet. I vintermånederne har Danmark besøg af en anselig mængde gulspurve nordfra.

Foto: © Naturhistorisk Museum