Mursejler

Apus apus    

Beskrivelse

Mursejleren ligner en svale, men de er ikke i familie med hinanden. Den kendes fra svalerne på at være ensfarvet sort og på de lange, seglformede vinger. Mursejlerens latinske navn apus kommer fra græsk og betyder ”uden ben”. Mursejlerens ben er da også meget korte, så korte at den faktisk ikke kan lette fra jorden uden hjælp eller sidde på el-ledninger og grene.

Udbredelse

I Danmark yngler mursejleren i hele landet, men mest sparsomt i Vest- og Nordvestjylland, sikkert fordi den fremherskende, kraftige vestenvind tynder ud i det “luftplankton” af flyvende insekter (“flyvende sommer” m.m.), som mursejleren lever af. Mursejleren er en meget almindelig ynglefugl i storbyernes ”klippelandskaber”.

Levesteder

Oprindelig var mursejleren en bjergfugl, som anbragte sin rede i klipperevner. Med tiden begyndte den at udnytte spættehuller og andre huller i træer, så den kunne udvide sit område til at omfatte lavlandet. I det meste af Europa har mursejlerne erstattet klipperne med høje bygninger, hvor reden anbringes i nicher. På Bornholm yngler den dog stadig i klipperevner.

Den intensive renovering af industriejendomme må med tiden fjerne en hel del af mursejlerens ynglepladser, selvom man endnu ikke kan påvise nogen nedgang i bestanden. I Nordskandinavien, bl.a. det nordlige og østlige Finland, yngler mursejleren stadig hyppigst i træhuller. Herhjemme er der også eksempler på, at mursejlere har ynglet i stærekasser. Det ville nok være en god idé at anbringe “mursejlerkasser” under taget på nyrenoverede bygninger til erstatning for de forsvundne nicher. Der findes specialdesignede mursejlerkasser, som enhver kan bygge.

Biologi

Da mursejleren udelukkende lever af flyvende insekter, ”luftplankton”, ankommer den sent til Danmark, i maj.

Mursejleren bygger en rede af fjer, strå og lignende, som den fanger i luften. Den klistrer redematerialet sammen med spyt. Mursejlerens spytkirtler er store og vokser sig endnu større i yngletiden.

Mursejleren lever hele året i flokke og yngler i kolonier. Ringmærkningsundersøgelser har vist, at parrene kan holde sammen flere år i træk. Rekorden er 12 år. Begge mager tager sig af rugningen.

Føden til ungerne samles i svælget og klistres sammen til en bolle med spyt. Ungerne er ret uudviklede ved klækningen. De bliver forholdsvis længe i reden – mellem 37 og 56 dage, afhængigt af vejrliget og dermed det “luftplankton”, som de skal fodres med.

Under dårlige vejrforhold kan ungerne gå i en dvalelignende tilstand med nedsat temperatur og stofskifte. Den tilstand kan de klare i op til 12 døgn. Voksne i dvaletilstand kan klare sig uden føde i 5-6 døgn. Imidlertid vil de voksne oftere prøve at flyve uden om det dårlige vejr for at finde føde nok til sig selv. Når vejrliget igen ændrer sig til det bedre, vender de tilbage og genoptager fodringen af ungerne. Danske mursejleren kan godt flyve til godt vejr et par dage over Polen for at fouragere, inden de vender tilbage til Danmark.

Ungerne klækkes med en dags mellemrum. Det betyder, at den yngste unge ofte går til under dårlige vejrforhold. En anden tilpasning til omskiftelige vejrforhold er, at ungerne først meget sent begynder at anlægge fjerdragt. Det har været nødvendigt at holde al energi i reserve til dårlige tider, og først når udflyvningen er nært forestående, kan det svare sig at investere energi i fjerdragt.

Når ungerne endelig er flyvefærdige, begynder de voksne trækket sydpå.

Foto: © Pau Artigas