Sort stork
Ciconia nigra
Beskrivelse
Kun bugen og det inderste af vingen er hvid hos den sorte stork. Voksne fugle har knaldrøde næb og ben, mens de hos ungfuglene er mere gulgrønne. På afstand og i sollys skal man dog være opmærksom på, at sort storks blanksorte fjerdragt kan ”blænde” og se hvid ud. Derved kan man godt komme i tvivl om, hvilken fugl man egentlig står over for.
Ligner hvid stork, som dog er lysere og med omvendte farvetegninger. Fiskehejre flyver modsat storkene med krum hals og ”krumme” vingeslag. Trane er langt mindre kontrastrig og meget lysere.
Udbredelse
Sort stork er en karakterfugl i de gamle østeuropæiske skove, hvorimod den er ganske sjælden i Vesteuropa. Den yngler helt op i Slesvig-Holsten, men ligesom det gælder for hvid stork, har Danmark altid udgjort nordvestgrænsen for artens udbredelse. For 150 år siden var den ganske talrig i Danmark, og der har formentlig ynglet adskillige hundrede par her i landet. Seneste ynglefund fra den oprindelige bestand var i 1953 i Tofte Skov. Siden har der været enkelte ynglefund i midt- og sønderjyske skove, men der er under ingen omstændigheder tale om en fast bestand.
Levesteder
Sort stork er en rigtig skovstork. Den yngler i store sammenhængende skovområder, hvor der er masser af småbække og vandhuller. I princippet burde den akkurat ligesom fiskehejren være standfugl, idet dens føde er tilgængelig året rundt, men sort stork trækker alligevel langt bort – helt til Central- og Østafrika, hvor den tilbringer vinteren. Trækket følger nogenlunde samme ruter som hvid storks.
Biologi
Sort stork bygger rede højt oppe i træerne. Den store rede genbruges år efter år. Parret ankommer normalt til ynglepladsen sidst i marts eller først i april. Både hannen og hunnen deltager i udrugningen af æggene.
I modsætning til hvid stork, der lever af alt, som den kan finde i det åbne land, er sort stork specialist i byttedyr fra små skovvandløb. Her fanger den primært småfisk, selv om den heller ikke går af vejen for padder, insekter og småpattedyr. Sort stork har et meget stort territorium – således vil den typisk skulle bruge mindst 50 km2 med skov og vandløb for at skaffe tilstrækkeligt med føde. En enkelt unge konsumerer nemlig omkring 20 kg småfisk i løbet af redetiden, så forældrene arbejder virkelig for føden!
Foto: © Naturhistorisk Museum
