Lille kålsommerfugl
Pieris rapae
Beskrivelse
Lille kålsommerfugl hører til hvidvingegruppen, hvor hvide og gule farver dominerer. Pupperne i denne gruppe fæstnes til lodrette underlag med en stærk spindetråd. Lille kålsommerfugl ligner meget stor kålsommerfugl, men er mindre og har svagere sort farvetegning samt pletter på vingerne.
Hunnen har to runde pletter på forvingerne, hvor hannen kun har en, og der er således tydelig forskel på hannen og hunnen.
Larven er korthåret og næsten ensfarvet grøn med en svag sidelinje af små gule prikker. Puppens farve varierer fra lyst gråhvid til brun eller grøn med små sorte prikker.
Levesteder
Lille kålsommerfugl findes overalt i det åbne land, hvor der er planter tilhørende kålfamilien, herunder dyrkede kålplanter og vilde arter som løgkarse, strandsennep og agersennep. Desuden er den almindelig i haver, hvor der dyrkes kål.
Tidligere, da der ikke blev brugt insektmidler, var lille kålsommerfugl kendt for at trække i store flokke. Trækket var sjældent langt, nogle få hundrede kilometer. Årsagerne til trækket er dårligt kendt, men skyldes formentlig en kraftig opformering på grund af gode yngleforhold med få parasitter og godt vejr og efterfølgende passende vindforhold.
Biologi
Lille kålsommerfugl lever normalt på vilde kålplanter, men kan undertiden være en endnu værre pest-art end stor kålsommerfugl på kålafgrøder – dels fordi den kan gennemføre flere generationer på et år end stor kålsommerfugl, dels fordi larven er grøn og meget ligner kålplanter, hvorfor larverne ikke opdages. Desuden angriber larverne af lille kålsommerfugl de centrale dele af kålplanterne først. Larverne når først senere ud på bladene, hvor de evt. møder larver af stor kålsommerfugl, der med deres gullighvide farver nemt kan ses mod de grønne kålblade. Derfor er det ofte larver af lille kålsommerfugl, der smutter med ind i køkkener sammen med broccoli, blomkål m.v.
Æggene lægges enkeltvis på undersiden af kålplanter og ikke som hos stor kålsommerfugl i klumper. Larverne forpupper sig i alle generationer på kålplanterne. Både lille og stor kålsommerfugl overvintrer som pupper. Grønne pupper findes mest på planterne, mens gullige pupper ses på mure og sten.
Lille kålsommerfugl er udbredt gennem Europa, østover gennem Asien til Japan og endog i Nordamerika. Desuden er arten introduceret til Australien og New Zealand, hvor den er en stor pestart på kålarter.
I Danmark findes lille kålsommerfugl overalt.
Foto: ©Naturhistorrisk Museum