Sneloppe
Boreus hyemalis
Beskrivelse
Sneloppen har sin helt egen familie. Den er 3-4 mm lang og lidt af et særsyn. Med den lange snabel ligner den en lille, vingeløs skorpionflue – som den da også er ganske tæt beslægtet med. Sneloppen virker umiddelbart blank. Tæt på bemærker man en mørk ryg og en gul underside. Sneloppen har ikke længere vinger, så flyveevnen er forsvundet. Til gengæld har den kraftige ben, som gør den i stand til at sætte i gevaldige hop – ligesom en loppe!
Hunnen kendes på sin kraftige, dolkformede læggebrod, der mest af alt ligner noget, vi ser hos løvgræshopper. Hannen mangler læggebrod. Han har til forskel fra hunnen et par krumme stumper af de oprindelige vinger. De bruges til at holde om hunnen med under parringen – som foregår med hunnen øverst.
Udbredelse
Der er nogen, der mener, at snelopper er sjældne, men det er kun, fordi de ikke kigger efter insekter om vinteren. I Midtjylland er der masser af snelopper på de rigtige lokaliteter.
Levesteder
Snelopper findes helt udpræget i lysåbne, sandede områder, gerne med lav mos- og lavbevoksning. For eksempel angives det, at hårspidset jomfruhår skulle være en god indikator for en sneloppelokalitet. Man kan dog også møde snelopper i ganske mørke plantager flere hundrede meter fra nærmeste åbne landskab.
Biologi
Snelopper er vinterdyr. I regn, sne og kulde strejfer de rundt i mosklædte områder på jagt efter spiseligt småkravl, herunder bittesmå ådsler, mider m.v. Æggene lægges i jorden, og larverne lever af mosrester, alger og andet snask. Larverne forpupper sig først på efteråret, hvorefter de kommer frem i oktober-november.
Snelopper kan være aktive ved temperaturer lige omkring frysepunktet, og på dette tidspunkt af året kan man godt sige, at de har scenen for sig selv. De ses ofte på overfladen af snedækket, enten fordi det er en nem overflade at komme rundt på, at finde mager på, eller også er de bare endt "ovenpå"! Snelopper vandrer normalt ganske roligt af sted, men bliver de forstyrret, kan de sætte i nogle gevaldige hop. Når de lander, ligger de ofte ”død” i lang tid med benene op under sig. Det er rigtig træls, hvis man skal fotografere dem!
Foto: © Naturhistorisk Museum