Stor grøn løvgræshoppe

Tettigonia viridissima              

Beskrivelse

Stor grøn løvgræshoppe hører til løvgræshoppegruppen, der især kendes på de meget lange antenner, og på at hunnen har en lang læggebrod bagest på kroppen. Der er ca. 10 arter tilhørende denne gruppe i Danmark.

Stor grøn løvgræshoppe er græsgrøn, eventuelt med rødbrun stribe ned over forkrop og forvingekant. Vingerne rager langt ud over bagkroppen. Den nærtstående art, syngende løvgræshoppe, har kortere vinger, der kun lige rager ud til bagkropsspidsen. Løvgræshopper kan træffes fra juli til hen i september måned.

Levesteder

Stor grøn løvgræshoppe holder til på brakjord samt i hegn og skovbryn med høj vegetation.

Biologi

Stor grøn løvgræshoppe lever i beskyttede områder med mindre løvtræer og buske og megen sol. Selvom den flyver godt, vandrer den oftest rundt i vegetationen. Den lever både af mindre insekter og blade af fx mælkebøtter og kløver. Løvgræshopper kræver relativt uforstyrret, høj vegetation og tåler ikke græsning eller slåning.

Løvgræshopper frembringer lyd ved at gnide forvingerne mod hinanden, idet den ene vinges underside har parallelstillede ribber, mens der på den anden vinges overside er en fortykkelse af vingekanten. Hos stor grøn løvgræshoppe er det kun hannen, der ”synger”. Hannens sang kan høres på mere end 100 meters afstand. Det høje toneleje på over 10.000 Hz (svingninger pr. sekund) gør, at kun få ældre mennesker kan høre den. Stor grøn løvgræshoppe synger sidst på eftermiddagen og om aftenen i sensommeren, når temperaturen er over 12° C. Høreorganet sidder på forbenene.

Løvgræshopper kan bide, og vortebideren, der er en lignende art, er som navnet antyder ligefrem er blevet brugt til at afbide vorter.

Hunnen hos stor grøn løvgræshoppe afsætter æggene i jorden ved hjælp af en lang læggebrod. De små græshopper, kaldt nymfer, ligner voksne, og de skifter hud flere gange, inden de bliver kønsmodne og får vinger. Løvgræshopper er således eksempler på insekter med ufuldstændig forvandling, hvor de små græshopper ligner de voksne. 

Foto: © Naturhistorisk Museum