Syvplettet mariehøne
Coccinella septempunctata
Beskrivelse
Syvplettet mariehøne hører til mariehønefamilien, som i Danmark tæller omkring 50 arter. Blandt dem er syvplettet mariehøne den mest almindelige. Den kan træffes det meste af året, men er især almindelig sidst på sommeren. Syvplettet mariehøne kendes nemt på den nærmest halvkugleformede facon med sort hoved og rødlige dækvinger med 7 sorte pletter – heraf navnet.
Levesteder
Overalt, hvor der er bladlus.
Biologi
Mariehøns er nogle af de første forårsbebudere. De overvintrer under blade, i græs m.v. Allerede under de første solskinstimer om foråret kan man finde mariehøns fremme. Mængden afhænger af, hvor mange der blev produceret året før, og om de fik mulighed for at overvintre. Forårs mariehønsene begynder straks at lede efter egnede fødekilder. I det tidlige forår er det især pollen og nektar, men først når mariehønsene finder "rigtig" mad, dvs. bladluskolonier, modnes hunnernes ovarier. Efter parringen, der kan vare flere timer og foregå med forskellige hanner, begynder æglægningen. Syvplettet mariehøne lægger 40-100 æg samlet i en klump bladlus. Antallet afhænger formentlig af mængden af føde. Æggene klækker til nogle særdeles grådige larver, der ligesom de voksne mariehøns har kraftige, bidende munddele. De æder sig gennem bladluskolonierne, og efter 5-7 hudskifter forvandles de til voksne mariehøns.
En voksen mariehønehun kan spise op mod en bladlus pr. minut, men når en mariehøne lander i eller ved en bladluskoloni, vil de nærmeste bladlus straks udskille et advarselsstof, der får en stor del af de øvrige bladlus til at lade sig falde til jorden. På jorden lurer imidlertid andre farer som løbebiller, edderkopper m.v., der gerne æder bladlus. Mariehøns er altså nyttige på flere måder, dels direkte ved at æde store mængder bladlus, dels indirekte ved at få en masse bladlus til at falde af planterne, uden at de undvegne bladlus derved har store chancer for at undgå at blive ædt.
Især i tørre år med masser af bladlus kan man opleve en enorm produktion af mariehøns. De kan så blive så talrige, at de bliver en plage overalt, men de samles dog især i uhyre mængder på strande, hvor de kvier sig ved at flyve ud over vandet, eller hvor de er skyllet i land. Mariehønsene er da ofte uhyre irriterende. De bider i alt, hvad de kommer i nærheden af, fordi de er sultne og tørstige.
Ellers er mariehøns ligesom sommerfugle nogle af de få insekter, som mennesker ikke synes at efterstræbe. Ingen kunne drømme om at slå en mariehøne ihjel. I stedet morer vi os med at udnytte mariehønsenes naturlige fødesøgningsadfærd. Har man en på hånden, og retter man fingrene op mod himlen, søger mariehønen straks opad, ligesom den ville gøre i en bladluskoloni. Når den ender på fingerspidsen, letter den og flyver væk (op i himlen), mens vi siger: "Marie, Marie, Marolle, flyv op til Vorherre og bed om godt vejr." Denne tradition er tilsyneladende flere hundrede år gammel og viser, at mariehøns er skattede insekter, der nærmest har hellig status.
Mariehøns efterstræbes heller ikke af andre dyr. De kan udskille et ubehageligt lugtende sekret, som ud over de sortrøde advarselsfarver er en del af deres forsvarssystem. Har et dyr, fx en fugl, blot en enkelt gang smagt på en mariehøne, undgår rovdyret for eftertiden sortrøde smådyr.
Kopier af mariehøns bliver brugt som legetøj, som udsmykning på frimærker og som forbillede for smykker. I de senere år har man tillige for alvor erkendt mariehønsenes store nytte og gavnlige adfærd og udnyttet dem til biologisk skadedyrbekæmpelse, selvom det i flere tilfælde er andre mariehønearter, man fokuserer på. Af den grund er syvplettet mariehøne fx spredt til USA og Australien. I USA har man konstateret, at syvplettet mariehøne kan udkonkurrere andre, naturligt forekommende mariehønearter.
Foto: © Naturhistorisk Museum
