Åskøjteløber

Aquarius najas

Beskrivelse

Skøjteløberne er en let kendelig gruppe af insekter, idet de alle har slank krop med 4 lange og 2 korte ben. De 4 lange ben danner et kryds, så kropsvægten fordeles jævnt, og skøjteløberen kan således stå vandets overflade uden at synke i gennem. Fodleddene er tæt besat med ganske fine hår, som er 50 µ lange og fint rillede. Hårlaget får dyret til at se helt forsølvet ud under vand, idet et ganske tyndt lag luft hænger fast ved hårene. Åskøjteløberen kendes fra de andre skøjteløbere på sin størrelse, og på levestedet – den træffes stort set kun i vandløb. Hunnen er næsten dobbelt så stor som hannen.

I den nordlige del af udbredelsesområdet har åskøjteløberen ganske korte vinger, mens den er fuldvinget længere mod syd.

Udbredelse

I Danmark er åskøjteløber ikke nogen almindelig art, selv om den lokalt kan være meget talrig. Der er en stor bestand i Gudenåen.

Levesteder

Åskøjteløbere vil helst bo i uforstyrrede, rene vandløb.

Biologi

Skøjteløberen kan ved sine lynhurtige bevægelser hen over vandet opnå en hastighed på ca. 120 cm pr. sekund, svarende til, at et menneske svømmede med en hastighed på over 600 km i timen. De to korte, forreste ben bruges kun som en form for skøjter og til at fange byttet med. Det bageste benpar er også blot et par skøjter. Det er de to lange midterben, der står for fremdriften. Spidsen af benene dyppes lidt ned i vandet, hvorefter de trækkes bagud, nøjagtig ligesom man ror en båd. Hvis man anvender et højhastighedskamera og lægger farvepartikler på vandet, kan man se, at der dannes små (4 mm) hvirvler i vandet.

Skøjteløberne er rovdyr, der lever af andre insekter som fx en stikmyg, der lander på vandet for at lægge sine æg. Den svømmer lynhurtigt hen til myggen og griber den med de forreste fangben og udsuger den med sin snabel. Skøjteløberne er fantastisk følsomme over for vibrationer på vandoverfladen, og de kan således mærke, hvis en myg lander på 2-3 meters afstand, eller en døgnfluelarve når op til vandoverfladen for at forvandle sig.

Inden parringen holder hannen fast ved hunnen i flere uger og deler endda bytte med hende. Hunnen lægger sine æg i vegetation under vandet. Livshistorien herefter afhænger af de lokale forhold. Nogle steder i det sydlige Europa kan skøjteløberen gennemføre larveudviklingen på et par måneder, mens den højere mod nord skal have op til et par år. De voksne overvintrer før de lægger æg. De kortvingede individer har højt mod nord større chancer for at klare sig igennem vinteren.

Damflagermus tager gerne åskøjteløbere, men disse er tilbøjelige til at søge ind mod land og opholde sig tæt på brinkerne i den periode, hvor flagermusen jager.

Foto: James K. Lindsey