Løgfrø
Pelobates fuscus
Beskrivelse
Løgfrøen er en tudseagtig frø. Den har korte, kraftige ben, men har i modsætning til tudser næsten glat hud. Navnet skyldes, at den kan udsende en hvidløgsagtig lugt. Løgfrøen er lysegrå eller lysebrun med store, brune pletter. Bugen er hvid. Et godt kendetegn er den lodrette pupil, alle andre danske frøer har vandrette pupiller.
Haletudsen er let genkendelig. Den kan blive op til 20 cm og er vores absolut største haletudse. Ud over størrelsen skelnes løgfrøens haletudse fra grøn frøs på at være næsten ensfarvet og på, at halefinnen strækker sig frem til midt på ryggen.
Løgfrøen overses nemt. Dens kvækken er meget svag, da den ikke har kvækkepose. Den kan kun høres ca. 10 m væk. Ofte kvækker løgfrøen under vand og kan da kun høres på meget nært hold. Lyden er et svagt “krok-krok”.
Udbredelse
Findes spredt i små bestande i Jylland, på Sjælland og Lolland. Fra 1945 til 1990 forsvandt løgfrøen fra ca. 98 % af sine levesteder. Dog overses og overhøres den nemt, da dens kvækken er meget svag, og den kun tilbringer en kort tid i vandhullet. På land er den kun fremme i de mørke timer og ligger nedgravet om dagen. Løgfrøen er den padde, som har haft størst tilbagegang i Danmark.
Løgfrøen er vidt udbredt i Mellem- og Østeuropa. Nordgrænsen for dens udbredelse ligger i Danmark, og i Sverige findes den kun i Skåne. Løgfrø findes østpå til Ural.
Levesteder
Løgfrøen stiller store krav til det vandhul, den yngler i. Det skal være soleksponeret. Vandet skal være rent, og der må ikke være fisk i vandhullet. Hvis æg og haletudser skal udvikles normalt, kræver det høje temperaturer. Kun ved en vandtemperatur på 20-25° C kan haletudserne forvandles til små frøer. Ved 15° C vokser haletudserne fint, men de kan ikke forvandles. Derfor skal vandhullet ligge helt frit uden skygge.
De voksne tilbringer kun nogle dage eller uger i vandhullet. Resten af tiden opholder de sig på land, sjældent mere end 500 m fra vandhullet. Om dagen graver de sig ned ved hjælp af bagføddernes kraftige fodrodsknuder og kommer kun frem, når det er helt mørkt. I tørre perioder kan de grave sig ned i 35 centimeters dybde for ikke at udtørre, men normalt drejer det sig kun om få centimeter. Løgfrøer er dygtige til at grave. Det tager dem kun få minutter at grave sig ned.
Løgfrøerne går i dvale omkring 1. november.
Biologi
Løgfrøerne opsøger vandhullet fra slutningen af marts til ind i maj. De begynder først at kvække, når vandet har nået en passende temperatur sidst i april eller begyndelsen af maj. Hunnen opsøger en han, som griber om hende lige foran bagbenene. Æggene lægges i en aflang pølse, der kan være 15- 20 mm tyk og 15-80 cm lang. Hunnen fæstner pølsens forende til en plantestængel og bevæger sig i spiralform op ad stænglen, så pølsen bliver snoet rundt om den. Samtidig afgiver hannen sin sæd.
Haletudserne klækker tidligt og er da kun 4 mm lange. De hæfter sig fast på ægpølsen. Nogle få dage senere er halen udviklet så meget, at de kan svømme omkring.
Den udvoksede haletudse er meget lang, 10-13 cm. Hvis sæsonen har været kold, kan haletudserne overvintre i vandhullet. Næste år kan de vokse til 18-20 cm, inden de forvandles til frøer.
Ungerne forlader vandhullet fra juli til september. Når de går på land, graver de sig straks ned. Kønsmodningen menes at ske efter 2. overvintring.
De voksne lever af insekter og andre smådyr som fx edderkopper, bænkebidere, nøgne snegle og regnorme. Mindre haletudser lever af alger i vandet, mens de store kan gnave af vandplanterne.
Foto: © AQUA