Almindelig spidsmus

Sorex araneus                            

Beskrivelse

Hos voksne eksemplarer af almindelig spidsmus er rygfarven fløjlsagtig sortbrun, mens bugsiden er lyst grå, og kropssiderne brunlige, så dyret nærmest virker trefarvet. Unge dyr har en mere brunlig rygfarve. Halen er noget mørkere på oversiden end på undersiden. Alle arter af spidsmus har midt mellem for- og bagben et mørkt felt, som angiver placeringen af kirtler, der bruges ved afmærkning af territoriet.

Der findes yderligere to arter af spidsmus i Danmark, dværgspidsmus og vandspidsmus. Dværgspidsmusen er mindre, har en brunlig pels og en forholdsvis længere hale med stive børster. Vandspidsmusen er større end almindelig spidsmus og har en klart hvid bug og en skifergrå til skinnende sort ryg.

Spidsmusenes vægt er meget sæsonafhængig. I modsætning til alle andre pattedyr er spidsmus i stand til at skrumpe om vinteren for at modvirke fødemangel. Skrumpningen indebærer, at ikke blot vægten, men også skeletdelene og hjernekassen bliver mindre.

Udbredelse

Almindelig spidsmus er vidt udbredt i Danmark og er en af de mest talrige danske pattedyrarter. Den mangler kun på enkelte øer, bl.a. Læsø, Anholt og Ærø.

Levesteder

Almindelig spidsmus forekommer i mange forskellige naturtyper som skov, have, eng, hede og klit. Den findes især, hvor bunddækningen er god. Bunddækket giver beskyttelse, skjul og føde samt et fugtigt mikroklima. I det åbne land foretrækker arten derfor levende hegn, småbiotoper og grøftekanter og i mindre grad de dyrkede flader. Ugræssede marker foretrækkes frem for de græssede.

Biologi

Almindelig spidsmus er meget aggressiv, også over for artsfæller, som den fordriver fra territoriet. Om vinteren er territoriet ret lille, få hundrede kvadratmeter, mens det om sommeren kan være over tusind kvadratmeter. Størrelsen af territoriet er især afhængig af tilgængeligheden af føde. Ved konfrontationer med artsfæller udstødes højfrekvente, skingre skrig. Almindelig spidsmus færdes ofte i gangsystemer, som den selv har gravet, men den benytter også muse- og muldvarpegange.

De højlydte territoriekampe og deraf følgende bortjagning fra territorierne gør almindelig spidsmus sårbar over for rovdyr og ugler, men de æder ikke altid spidsmusene, for deres flankekirtler smager temmelig dårligt. Dræbte spidsmus bliver derfor ofte efterladt.

Almindelig spidsmus har et særdeles højt stofskifte og kræver daglig en fødemængde, der svarer til ca. ¾ af dens kropsvægt. Føden er næsten udelukkende dyrisk i form af regnorme, billelarver, bænkebidere og edderkopper. Almindelig spidsmus kan dog også æde planteføde i form af nåletræsfrø. Under fødesøgningen bevæger spidsmusen konstant sit spidse snudeparti, der er beklædt med lange følebørster.

Foto: Marianne Graversen