Spættet sæl

Phoca vitulina                              

Beskrivelse

Spættet sæl er en mellemstor sæl. Pelsen er nærmest meleret, på ryggen lysegrå til gråbrun med hvide og gråsorte pletter og lysere på siderne ned mod bugen. Kønnene ligner hinanden, blot er hannen lidt større end hunnen. Hovedet er rundt med en kort nedadbuet snude, der ofte beskrives som hundelignende.

Spættet sæl har 1 hjørnetand og 5 kindtænder i hver kæbehalvdel, samt 3 fortænder i overkæben og 4 i underkæben. Kindtænderne sidder ikke på lige linje, men er kulissestillede. De er desuden ”oppustede”, som om de er fyldt med luft, og buer derfor en anelse udad i siderne.

Navnet sæl stammer fra tysk og betyder ”den, der slæber sig af sted” – en meget passende for sælens bevægelse på landjorden.

Spættet sæl kan forveksles med ringsæl, men spættet sæl er større. Gråsæl ligner også, men kan kendes på den lige profil mellem pande og snudespids, samt en kegleformet snude.

Udbredelse

Spættet sæl er den almindeligste sælart i Danmark. Spættet sæl forekommer i alle danske farvande, dog er den sjælden i Det Sydfynske Øhav og ved Bornholm. Forårsaget af et faldende jagtudbytte blev spættet sæl i 1967 fredet i yngletiden – juni, juli og august. I 1977 blev spættet sæl totalfredet i Danmark. Der var dog mulighed for at give dispensation til fiskere, der blev generet af sæler ved fiskeredskaberne.

Spættet sæl bliver med års mellemrum ramt af en virussygdom, der reducerer bestanden voldsomt. Den kommer dog på fode igen i løbet af få år.

Spættet sæl lever i områderne omkring polerne. Arten er opdelt i 4 geografiske underarter: P. v. vitulina i den østlige del af Atlanterhavet fra Svalbard i nord til Biscayen i syd, P. v. concolori det vestlige Atlanterhav fra Grønland og Island i nord til Massachusetts i syd, P. v. stenegeri i den vestlige del af Stillehavet og P. v. richardsi i den østlige del af Stillehavet. Disse underarter har ikke selvstændige, danske navne. Sammenlagt er spættet sæl udbredt fra 30 til 80 grader nordlig bredde.

Levesteder

Spættet sæl foretrækker uforstyrrede strande, rev, holme og sandbanker, hvor den kan komme på land og hvile, yngle og fælde sin pels. Sådanne steder er ofte en mangelvare ved de danske kyster. Vadehavets sandbanker er et af de områder, hvor sælen kan finde den nødvendige ro og fred.

Spættet sæl er hele året afhængig af at kunne komme på land, hvor den tilbringer op til 25 % af sin tid. Større samlinger på adskillige hundrede sæler kan ses ligge på sandbanker, holme, rev og andre uforstyrrede steder. Det er især i sommermånederne fra juni til august/september i forbindelse med yngletiden og fældningen af pelsen, at spættet sæl er knyttet til land.

Spættet sæl findes ofte i større grupper på op til 500 individer. På hvile- og ynglepladserne holder de en vis afstand til hinanden – ca. 50 cm.

Biologi

Spættet sæl er den eneste sælart, der med sikkerhed yngler i Danmark. Parringen foregår i vand i forbindelse med, at dyrene alligevel er samlet for at fælde deres pels i august-september. Hunnen er drægtig 10-11 måneder, og ungerne fødes i juni-juli. Spættet sæl har i fostertilstanden en langhåret, hvid pels, der fældes inde i moderen inden fødslen. Ungen fødes derfor med en pels, der ligner de voksnes, og kan følge moderen i vandet umiddelbart efter fødslen. Diegivningen kan kun foregå på land og varer ca. 4 uger. Disse uger er afgørende for ungens overlevelse. Derfor skal man helt undgå at forstyrre sælerne i yngleperioden.

Undersøgelser har vist, at der er variation i, hvilke fiskearter der er de vigtigste for spættet sæl i forhold til årstid og levested i Danmark. På sælens spiseseddel er bl.a. rødspætte, skrubbe, ising, hvilling, sild, sort kutling, brisling, torsk og tobis. Tandsættet er ikke egnet til at tygge føden, så derfor sluges den normalt hel eller i store stykker. 

Foto: © Naturhistorisk Museum