Gederams

Epilobium angustifolium

Beskrivelse

Gederams er en art, der ikke byder på mange forvekslingsmuligheder. Den kan blive næsten mandshøj og med de mange lyserøde blomster, som sidder i store klaser, er forveksling kun aktuel med dueurt, der også tilhører natlysfamilien. Gederamsen har imidlertid langt flere blomster i sin opad tilspidsende klase, og blomsterne virker langt mere spinkle end dueurtens mere kompakte blomster. Et godt kendetegn fra dueurt er, at gederams har fire spinkle rødlige bægerblade, som tydeligt rager frem mellem de bredere kronblade.

Udbredelse

Gederams er udbredt overalt i landet.

Levesteder

Gederams er en af de første planter, der indvandrer, når en beplantning af fx juletræer er blevet fældet. Den er ofte karakterart på ryddede skovarealer og på brandpletter, hvor store mængder af bundet kvælstof pludselig bliver tilgængelig for planterne, men den findes også i klitter og på heder. Formentlig er det kombinationen af et ganske surt miljø og en pludselig tilgængelighed af næringsstoffer, som giver gederams en konkurrencefordel.

Formering

Gederams besøges flittigt af honning- og humlebier, der fristes af nektaren i den dybe blomst. Frugten er en lang kapsel, der åbner på langs og spreder i dusinvis af små frø, som har særdeles lange svævehår. Frøene sejler af sted med vinden, ofte i store klumper, og på varme sensommerdage med solskin kan man ofte se de karakteristiske uldtotter oppe mod den blå himmel. Gederams har en vidt forgrenet jordstængel, som den gerne skyder op, hvor der er plads. Derved kan gederams blive nærmest enerådende i et område, hvis den først har etableret sig.

Anvendelse

Frøulden er ligesom kæruld blevet benyttet til hattefilt og lampevæger, og bladene fra gederams blev under krigen benyttet som en efter sigende udmærket te-erstatning. Det er dog ikke noget, vi har efterprøvet!

Foto: © Naturhistorisk Museum