Huskartespinder

Amaurobius similis                   

Beskrivelse

Huskartespinder er en brunlig, kraftigt bygget edderkop. Hunnerne er næsten dobbelt så store som hannerne. Forkroppen er nøddebrun, mens hovedet er mørkebrunt. Bagkroppens sider er brunviolette, oversiden lyserødlig, og endelig er bagkroppens midtermærke brunviolet.

Blandt kartespinderne er det kun huskartespinder og skovkartespinder, der er så store og med så karakteristisk farvesammensætning. Huskartespinder forveksles umanerlig let med skovkartespinder, og sikker bestemmelse kræver, at man tager kønsorganerne i nærmere øjesyn. Hannens palper (’boksehandskerne’ foran benene, som bruges til overføring af sæd) har to pigge, hvoraf den ene er meget tynd og krum. Hos skovkartespinder er begge pigge af nogenlunde samme kraftige statur.

Udbredelse

Huskartespinder er almindelig udbredt over hele landet, men den ses væsentligt sjældnere i det fri end skovkartespinder.

Levesteder

Huskartespinder er typisk knyttet til menneskelig bebyggelse. Man træffer den gerne inden døre, selvom det normalt kun er spindene, der bemærkes. Huskartespinder ses oftest, når hannen vandrer rundt og søger efter hunner. Ellers må arten lokkes frem, fx med en flue, der holdes med pincet op ad spindet. Man skal være opmærksom på, at kartespindere på udendørs husmure ikke nødvendigvis er huskartespindere. Ud af over 30 undersøgte kartespindere på en kirkemur var det således ikke muligt at finde en eneste huskartespinder – det var alle skovkartespindere.

Biologi

Huskartespindere spinder et ekstremt fint, kartet spind rundt om deres skjulested (retræten), som normalt er i revner i husmure eller – helt udpræget – på undersiden af stråtage. Her kan hele overfladen nærmest være dækket af spind. Når et bette kræ sidder fast i kartespindet, kommer edderkoppen frem og overmander det.

Hunnen er kønsmoden det meste af året, mens hannen især er på udkig efter hunnens spind i vinterhalvåret. Når hannen lokaliserer et spind, trommer han på det, så hunnen bliver godt tændt. Hunnen lægger efterfølgende æg i en kokon inde i sin retræte. Når ungerne klækker, æder de hende normalt, inden de spredes ud i landskabet.

Foto © Naturhistorisk Museum