Rødbenet ninja
Trachyzelotes pedestris
Beskrivelse
Rødbenet ninja tilhører museedderkopperne. Hannen er en smule mindre end hunnen og kendes (som de fleste edderkopper) på ”boksehandskerne” – de såkaldte pedipalper – forrest på hovedet. Rødbenet ninja er en typisk ninja, dvs. aflang med kraftigt tilsmalnet hoved, ganske kortbenet, men lynhurtig, og set på afstand kulsort. Tættere på bemærkes, at skinneben og fødder er ganske klart røde, hvorved den adskiller sig fra alle andre ninjaer. Størrelsen varierer naturligvis, og tidligt på året og hen på efteråret møder man unge eksemplarer, som er væsentligt mindre. Hvis man lægger mærke til benfarven, er der ingen relevante forvekslingsmuligheder. Rød ninja har brun forkrop og brunlige lår, og rødbenet museedderkop er bredere med kraftigt røde lår. Røde skinneben og fødder er ubetinget et kendetegn for rødbenet ninja.
Udbredelse
Indtil for nylig var der kun enkelte ældre fund af rødbenet ninja, bl.a. fra Røsnæs, men i de senere år er den blevet fundet talrigt adskillige steder på Mols, ligesom den er blevet konstateret almindeligt udbredt på kystskrænter på øerne. Arten må betragtes som en fin indikator for naturkvalitet – dvs. at dens forekomst tyder på, at man er på en rigtig god naturlokalitet.
Levesteder
Rødbenet ninja er særdeles varmekrævende og optræder mest på sydvendte kystskrænter med en sparsom vegetation, primært i Storebæltsregionen.
Biologi
Arten lever nede mellem sten, blade og rødder, hvor den om dagen kun udviser begrænset aktivitet. Ninjaer er typisk nataktive, og de jager alt, der kan overmandes. Parring og æglægning finder sted hen på sommeren. Ægsækken ligner lidt et lille spejlæg og er fasthæftet til undersiden af større sten. Ungerne klækker hen på efteråret.
Foto © Naturhistorisk Museum